Maleren der overlevede.

Vann Nath havde det ikke let efter Khmer Rouge tog magten i Cambodia i 1975. Men det var det, de færreste der havde. Han havde ellers klaret sig godt i livet. Fra fattig bondedreng, havde han arbejdet sig gennem kunstskolen og levede af at male fx flotte skilte til forretninger.

 

Vann med sit fængselsportræt.

 

Men så tog de kommunistiske Khmer Rouge magten. Først fik de alle til at forlade byerne, ved at sige, amerikanerne ville bombe dem. Det var lige meget, om du var ung, gammel, rask eller syg. Ud på landevejen skulle du. En læge blev endda tvunget til, at forlade den bedøvede åbne patient, han var ved at foretage en mave operation på.

 

Evakuering af byerne.

 

Vann var i selskab med sin kone og lille søn og de besluttede at tage til hans hjemlandsby. Der blev de alle sat i arbejde på en ration af en kaffedåsefuld ris om måneden. Det kan man ikke overleve på, især ikke når man arbejder 18 timer i døgnet. Folk begyndte at dø af sult og da Vann blev anset for stærk, blev han sat til at begrave dem.

 

 

Propaganda billede.

 

Men de var ikke de eneste, der døde. Khmer Rouge tog tit folk væk, der aldrig vendte tilbage. De blev dræbt for sådanne forbrydelser som at have været soldat for det game regime, være munk, være uddannet, have eller ligne en, der havde kinesisk blod eller bare for at bære briller. En tredjedel af Cambodias befolkning døde i denne periode.

Den 7 januar 1978 blev Vann selv til sin store rædsel arresteret. Han blev fjernet fra sin landsby (han havde nu to børn) og placeret i et gammelt tempel. Da han kom ind til forhørslederen, så denne bare på ham og sagde:

”Hvad har du gjort? ”

Vann forklarede, at han ikke havde gjort noget og blev tortureret med elektriske stød. Khmer Rouge begik ikke fejl og arrestation var lig med skyld. Vann skulle bare indrømme sine forbrydelser mod partiet og give navne på sine medsammensvorne.

Til sidst fik han dog at vide, at han var anklaget for, at have forbrudt sig mod partiets moralske kode. Man kan ikke bebrejde manden, han ikke forstod, hvad det betød. Han sagde forsigtigt, at han da aldrig havde været sin kone utro. De torturerede ham bare igen.

En uge senere blev han flyttet til Sikkerheds fængsel 21 i dag kaldet Tuol Sleng. Hans mareridt var kun lige begyndt.

 

Fængslet i dag.

 

Khmer Rouge havde indrettet fængslet i et gammelt gymnasie. Da Vann ankom blev han fotograferet og man gav ham et par underbukser som eneste tøj. Han blev lænket til et rør i et gammelt klasselokale med en masse andre fanger.

 

 

 

Øverst Vanns maleri af cellen. Nederst fange fotograferet i cellen. 

 

De sov på det nøgne gulv, måtte ikke tale med hinanden og sultede. De blev skyllet med en vandslange hver fjerde dag og fik tæsk, hvis de gjorde noget som helst, uden at spørge om lov først. De var blevet advaret om reglerne ved ankomsten.

 

 

 

Reglerne.

 

 

 

På skilte på både Khmer og Engelsk stod:

1.      Du skal svare på mine spørgsmål. Prøv ikke på at undgå dem.

2.      Forsøg ikke at skjule sandheden ved at påstå dette og hint. Det er forbudt at sige mig imod.

3.      Vær ikke et fjols, for du er en fyr, der vover at forhindre revolutionen.

4.      Du skal besvare mine spørgsmål øjeblikkelig, uden at spilde tid med at reflektere over svaret.

5.      Du skal ikke fortælle mig om dine umoralske handlinger eller om revolutionens principper.

6.      Du må ikke græde, mens du får piske slag eller elektrisk chok.

7.      Gør ingenting, sid stille og vent på mine ordrer. Hvis der ikke er nogle ordre så ti stille. Når jeg beder dig om at gøre noget, skal du gøre det med det samme uden at protestere.

8.      Brug ikke Kampuchea Krom (navnet på de indfødte Cambodjanere, som partiet så som ideelle, fordi de var primitive, uden vestlig indflydelse.) som skalkeskjul for din hemmelighed eller dit forræderi.

9.      Hvis du ikke følger alle de ovennævnte regler, vil du få mange piske slag med en elektrisk ledning.

10.  Hvis du ikke adlyder enhver af mine regler vil du få enten ti piske slag eller fem elektriske stød.

(Så besynderligt var reglerne formuleret, i tilfælde af læseren tror jeg er verdens værste oversætter)

Efter en måned i cellen var Vann så sulten, at han betragtede sig selv som heldig, når han kunne fange og spise et insekt. Han var dækket af snavs og lus, men det kunne have været være. Vann blev nemlig ikke som de andre ført ud og tortureret.

 

Torturbænk fra fængslet.

 

Normalt skulle fangerne skrive en detaljeret rapport om hele deres liv. De skulle også stadig svare på spørgsmålet om, hvad de havde gjort. Det førte til, at den desperate fange under tortur indrømmede forbrydelser, han ikke havde begået og angav andre, der så selv kom til fængslet og gentog forløbet. Nogen angav hundredevis af mennesker.

 

 

Inden i fængslet.

 

Hvis fangen overlevede torturen, blev han taget uden for fængslet og slået ihjel med fx en økse. Man skulle spare på kuglerne. De fleste holdt Maks 3 måneder.

 

 

Vagter. Nogle af dem var kun 12 år, mens andre var voksne.

 

Vann overlevede, fordi han var maler. Sammen med andre kunstnere, blev han sat til at male billeder af Pol Pot (lederen af Khmer Rouge.) Andre malere havde ikke klaret prøven, men fængselsdirektøren var tilfreds med hans arbejde, og satte ham til også at lave cement buster og planerne til et mindesmærke.

 

 

 

Folk af alle aldre blev arresteret. Tit blev fangens familie også arresteret.

 

Da Cambodia blev invaderet af Vietnam i 1979, flygtede vagterne og tog Vann og andre betroede fanger med sig. I kaosset på landevejende lykkedes det ham at flygte.

I Tuol Sleng fandt man efterladte lig, stadig på torturbænkene. Men man fandt også masser af fangefotografier (man tog billeder både før og efter døden), samt tilståelser og andre papirer. Nærområdet var fyldt med fangernes massegrave. Man mener, at omkring 17000 mennesker døde i fængslet i de 4 år det var åbent. Vann er en af kun 12, der overlevede opholdet.

Vann meldte sig til hæren, for at bekæmpe de flygtende Khmer Rouge. Han fandt sin kone i live, men hans 2 børn var døde af sult. I 1980 var han med til at omdanne Tuol Sleng til et folkedrabs museum.

 

 

 

Museet.

 

 

Det var meget hårdt for ham, at vende tilbage, men han syntes verden skulle vide, hvad der var sket. Han oplevede både, at møde en af sine gamle fængselsvagter og også at besøgende i chok genkendte deres egne familiemedlemmer på de ophængte fangefotografier. En sådan kvinde fortalte, at hun nu endelig efter mange år, vidste hvad der var sket med hendes mand og søn.

Han fortsatte med at male og fortælle om sine oplevelser. Mange af hans billeder af tortur hænger i museet. Han fik 3 børn til og døde af sygdom i 2011.

 

Tuol Sleng

http://www.tuolsleng.com/

 

Vann Naths hjemmeside
http://www.vannnath.com/

En fransk dokumentar med Vann Nath, en anden overlevende og nogle af de gamle vagter i Tuel Sleng:

Cambodja S21 The Khmer Rouge Killing Machine