Karl af Spanien (1545-1568)

Karl var kronprins af Spanien og levede fra 1545-1568. Hans forældre var

Filip II af Spanien og Maria Manuela af Portugal.

Karls mor døde 4 dage efter hans fødsel og han blev født handicappet, sikkert resultatet af den spanske kongefamilies alvorlige indavl. I stedet for de normale 16 tipoldeforældre, havde Karl kun 6.

 

Karls Mor Maria Manuela af Portugal.                    Karls far Filip II af Spanien.

Den lille Karl var pukkelrygget, hans skuldre var skæve og hans ene ben meget kortere end det andet.  Han stammede, var ofte syg som lille og det vidste sig at han var retarderet. Han blev passet af sin fars gamle guvernante og en tante, der dog forlod ham for at blive gift. Hans far var sjældent hjemme og Karl var ensom og genert. Far Filip boede bl.a. i England hvor han var gift med Maria 1.

Karls handicap gav problemer fra starten. Det siges, at han plejede at bide sine ammer, så de fik alvorlige sår. Han talte ikke, før han var 5 år gammel og havde hele livet svært ved at udtale visse lyde.

Som 8 årig begyndte han at torturere dyr. Han gik engang ind i stalden, hvor han skadede hestene så meget, at 20 af dem måtte aflives. Han bed også hoved af en slange og elskede at riste dyr, især harer, levende over ilden. Hans anden store hobby var at spise og han blev snart tyk.

 

Karl som barn. Maleren viser ikke hans handicap.

I 1555 abdicerede Karls farfar tronen til fordel for hans far, så Karl blev kronprins. Men alle var bekymret, for Karl fortsatte sin mærkelige opførelse og hans lærer sagde han ikke var i stand til at lære noget.

Charles V. Karls farfar.

Han blev dog alligevel sendt på universitetet i 1562. Der blev han betaget af en af hans tjenestefolks datter og en dag, han jagtede hende, (Man må antage hun ikke havde lyst til at blive fanget af en mand som Karl), faldt han ned af en trappe og slog hoved alvorligt.

 

Karl som voksen.

Han blev bevidstløs og hans hoved svulmede enormt op. Hans far bad sammen med præster over ham nat og dag. Han blev åreladet og man skar et hul i hans kranie. Til sidst bragte man mumien af den hellige Fray Diego og lagde den i sengen hos den syge. Karl drømte om ham den nat og begyndte langsomt at få det bedre.

 

Karl har sandsynligvis fået en hjerneskade og han havde ikke meget hjerne at dele ud af. Han kom op af sengen efter 2 måneder, men var værre end før. Han stillede mærkelig spørgsmål og hans raseri anfald blev legendariske.

Man begyndte alligevel at lede efter en kone til Karl, for han var sin fars eneste mandlige arving. Man overvejede Anna af Østrig, men der var nogen bekymringer. Det var ikke så meget, at Karl elskede at piske unge piger. Kronprinsen af Spanien var så godt et parti, at man så bort fra det. Det var mere, at han ikke havde sex med pigerne. Man mente han var impotent og ikke kunne avle en arving. Han blev undersøgt af læger og påstod han havde bestået ”prøven” 5 gange (det nævnes ikke hvad, den var, men denne forfatter tænker sit.) Men lægerne var ikke enige om resultatet.

Karl angreb sine tjenestefolk. Han smed sig mod en af dem, for at skubbe ham ud af vinduet.  Han tvang en skomager til at spise et par sko, Karl var utilfreds med. Men det blev værre. Karl nøjedes nemlig ikke med mennesker af en lavere rang. Han angreb en kardinal med en kniv, så manden måtte tigge om sit liv. Han truede også en hertug med sit sværd, denne tog dog sværdet fra ham.

I 1560erne var der oprør i Nederlandene (Filip var også konge der) og Karl besluttede, han ville flygte dertil og regere. På trods af hans planer blev det dog ikke til noget. Men selv Karls far var ved at være meget træt af ham.

Karl var efterhånden blevet 22 år gammel og hans far lod ham være med i rigsrådet. Karl kunne dog slet ikke håndtere det, og senere prøvede han at involvere sin uægte onkel i et plot. Men onklen fortalte det til Filip. Karl talte også om, at han gerne ville dræbe en mand og meget pegede på at han mente Filip selv.

Dette var den sidste dråbe for Filip. Han mødtes med sine rådgivere og samme nat kom han og rådgiverne ind i Karls soveværelse. Karl lå i sengen omgivet af våben og da han så sin far sprang han op, faldt på knæ og tiggede ham om at slå ham ihjel. Dette ville Filip ikke love, så Karl prøvede at kaste sig ind i ilden i kaminen, men blev forhindret deri. Filip sagde til Karl, at han var vandvittig, men Karl svarede at han bare var desperat.

Karl blev låst inde i et tårn, hvor den eneste lyskilde, var et højtsiddende lille vindue. Filip forbød sine folk at nævne Karl eller bede for ham. Karl prøvede at sultestrejke, men blev tvangsfodret med suppe. Han begyndte også at sluge ting som en diamant ring.

Ved en retssag blev Karl dømt til døden for forræderi. Men Filip mente, at hans søn var i så dårligt helbred, at hvis de lod ham spise hvad han ville, ville han dø af sig selv. Filip var dog ikke glad over den beslutning han tog. Man bemærkede han var melankolsk.

Karl fik feber og kastede voldsomt op. I dagevis spiste han kun frugt og bad så om en kage. Man bragte ham en enorm krydret tærte som han spiste mens han drak 10 liter vand. Forudsigelig nok blev han voldsomt syg bagefter og døde.