Skt. Brictus dagen

Kong Ethelred II (ca. 968 – 23. april 1016) af England havde det hårdt. Vikinger blev ved med at angribe hans rige, og Ethelred kunne kun slippe af med dem ved at betale danegæld. Det gik ud på, at vikingerne fik penge for at forsvinde igen. Det gjorde vikingerne også, kun for at komme igen senere og inkassere flere penge. Vikingerne syntes, det var et herligt system, men det var megapinligt for kongen at han altid tabte.

 

Kong Ethelred (han ser også lidt stresset ud)

 

Der måtte gøres noget, så på Skt. Brictus dag den 13. november 1002, beordrede Æthelred at alle danskere i England skulle dræbes.

John af Wallingfords Krønike fortæller om dagen. Han starter med at sige, at danerne undertrykte landets befolkning, og det var ikke det eneste problem:

”De forårsagede mange genvordigheder for landets oprindelige indbyggere, for de havde for vane – ifølge deres lands skikke – at rede deres hår hver dag, at bade hver lørdag, at skifte deres klæder ofte, og at fremhæve sig selv ved hjælp af mange sådanne letfærdige påfund. På denne måde belejrede de gifte kvinders dyd, og overtalte døtrene af selv fornemme mænd til at blive deres friller.”

 

Red håret, det ultimative scoretrick.

Ja helt ærligt! De der vikinger skulle sgu ikke komme og forføre vores kvinder med hygiejne!

Han fortsætter:

” Af disse og andre årsager opstod der mange stridigheder og krige i riget. Imidlertid søgte kongen at udglatte sagen, fordi det altid var danerne, der var skyldige. Ved den stadige tilstrømning af deres landsmænd havde de med tiden øget deres antal og styrke så meget, at de kun udviste kongen meget lidt respekt. Derfor var han til sidst så provokeret af de utallige klager over deres uforskammethed, at han overlod det til englænderne at behandle dem, som de ønskede…

Det var en lørdag, hvor danerne (som nævnt ovenfor) plejede at bade, og derfor blev de på det fastsatte tidspunkt udslettet fuldstændig ubarmhjertigt, lige fra den ringeste til den mest betydningsfulde.

De skånede ingen hverken på baggrund af køn eller alder, og udslettede sammen med dem også de kvinder af deres eget folk, som havde indvilliget i at blande sig med danerne samt børnene, der var rundet af denne fordærvede hor. Nogle kvinder fik deres bryster skåret af, andre blev begravet levende i jorden, mens børnene blev smadret i stykker mod stolper og sten.

Danerne blev så fuldstændig udslettet, at der ingen overlevende var til at fortælle, hvad der var blevet gjort mod dem – med en enkelt undtagelse af 12 unge mænd, som undslap massakren i London ved at flygte til Themsen, kaste sig ombord på en lille båd, gribe årerne og hurtigt ro ud af syne. Da de kom til kysten, byttede de båden for et skib, satte sejl så hurtigt de kunne og drog af sted mod Danmark. ”

En af de dræbte danskere var Gunhild. I Gesta regnum Anglorum (de engelske kongers historie) fortælles om hendes død:

”Denne kvinde, der besad stor skønhed, var kommet til England med sin mand Palling, en magtfuld adelsmand, og ved at omfavne kristendommen, havde hun gjort sig selv til en garanti for den danske fred.

I sit skæbnesvangre raseri, havde Æthelred befalet - selvom han erklærede at udgydelse af hendes blod ville bringe stor ulykke over hele riget- at hun skulle halshugges med de andre danskere.

Hun bar sin død med fatning, og hun blev hverken svag i dødsstunden og ej heller mistede hun, da død og hendes blod ud spildt, sin skønhed. Hendes mand blev myrdet for øjnene af hende, og hendes søn, en yngling af elskværdig disposition, blev naglet med fire spyd. ”

Efter disse begivenheder indså vikingerne, at de også havde været tarvelige og lod Englænderne være i fred – NOT!

 

De blev ret sure.

Det var nemlig det interessante ved Gunhild, at hun havde en bror, der hed Svend. Han var også kendt som Svend Tveskæg, konge af Danmark. Vi ved ikke noget om de to søskendes forhold til hinanden, men folk bliver jo som regel lidt sure, når man dræber deres søster. Er personen en vikingekonge, der tror på blodhævn, altså en forpligtelse til at hævne drab på slægten med drab, så ender det ikke så godt.

Så i 1003-1004 angreb Svend Tveskæg England. Han modtog penge for at forsvinde igen, kun for at angribe med en vældig flåde i 1013. Han var kommet for at erobre denne gang, og sangen "London Bridge is falling down" handler om den dag, da londonerne brændte og ødelagde broen over Themsen for at hindre vikingernes fremrykning.

Svends hær trak sig tilbage fra London, men i resten af landet lod han sig kongehylde. Kong Ethelred gav op og flygtede til Normandiet, og ved juletid 1013 valgte det engelske rigsråd Svend Tveskæg til konge af England.

Svend døde den 3. februar 1014 og hans søn blev Knud den store af England.

Kejserinde Elisabeth af Østrig-Ungarn

Elisabeth blev født den 24 december,1837, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at hun skulle være kejserinde. Familien håbede på, at den ære ville gå til hendes storesøster Helene. Så mens storesøster blev opdraget med det for øje, tilbragte Elisabeth, eller Sisi som familien kaldte hende, en fri barndom med sin vilde far.

Elisabeth som barn.

 

Hertug Max var en excentrisk mand, der tilbragte sin tid med kunstnere og cirkus artister. Han oprettede en drikke klub og avlede uægte børn i hele området.

Da Elisabeth var 15 år gammel, var tiden kommet til, at præsentere Helene for kejser Franz Joseph. Man forventede, at besøget bare var en formalitet inden ægteskabet. Så det var et chok, at han hellere ville have Elisabeth.

Hun kunne godt lide ham, men havde ikke lyst til, at være kejserinde. Det var der dog ingen, der kunne tage sig af. Så efter et lynkursus i historie og kejserinde pligter, blev de gift, da hun var 16 år.

 

Parret

3 dage efter brylluppet tog hendes familie hjem. Elisabeth sagde senere, at hun var bange i denne verden af fremmede. Det hjalp heller ikke, at hun havde svigermor fra helvede. Franz var mors dreng (hans far var død), og mor brød sig ikke om Elisabeth.

Elisabeth fik ikke lov til, at tage nogle tjeneste folk med hjemmefra. Hof etiketten var latterlig streng, og Elisabeth brød den. Nogle gange af uvidenhed og nogle gange i trods. Hun tog sine hansker af, for at spise. Det måtte hun ikke. Hun ville gerne bære sine sko mere end en gang. Det måtte hun ikke. Hun ville gerne drikke øl, og tage et bad hver dag. Det brød svigermor sig ikke om.

 

Svigermor Sofie.

Men det blev værre. Elisabeths første barn var kun en pige. Svigermor kaldte hende Sofie efter sig selv, og overtog fuldstændig barnet. Det samme skete med barn nr. 2, endnu en datter. Den længe ventede søn Rudolf, blev også overtaget af svigermor. Elisabeth havde ingen indflydelse på deres liv og opdragelse. I de tidlige år måtte hun kun se dem i aftalte møder.

 

 

 

 Elisabeth med mand og børn. Hendes første datter døde som lille..

 

Elisabeth gjorde modstand på den eneste måde hun kunne. Hun kontrollerede sit udseende. Hun udviklede en spiseforstyrrelse. Hun var 172 cm høj, og så snart hendes vægt oversteg 50 kg gik hun på sultekure. Hun havde et gymnasium, hvor hun trænede, og red eller gik i op til 8 timer om dagen. Dette var især hårdt for hofdamerne, der forventedes, at følge med hende.

 

Hun red meget, og her kan man også se, hvor tynd, hun var.

Hendes talje var kun 50 cm. Dette opnåede hun med særligt stærke læder korsetter, der blev udskiftet hver 3 uge, så de ikke gav sig. Det tog en time at snører hende ind i det, det var så stramt, kroppen måtte have tid til, at vænne sig til det. Hun blev også syet ind i sine dragter, så der ikke var en eneste fold omkring taljen. Desuden sov hun med klude gennemblødt i eddike om taljen.

Hun syntes, det var simpelt at gå med makeup. Men brugte cremer og tog et bad i olivenolie hver aften. Hendes hårpleje var en historie i sig selv. Det var meget tykt og gik til gulvet. Det blev vasket i en blanding af cognac og æggeblommer og processen tog en hel dag. Hendes personlige frisør redte, og satte håret to timer hver dag. Frisøren var iført hofdragt med slæb og hvide hansker. Frisøren fortalte senere, at hun gemte nogle af de afredte hår i lommerne. Elisabeth gik nemlig amok, hvis hun følte, at hun mistede for mange hårstrå.

 

Det lange hår.

Hendes toiletbord.

Ægteskabet med Franz gik ikke godt, og hun fik et nervesammenbrud. Hun tilbragte mere og mere tid væk på rejser i Europa. Så slap hun også for hoffet. Parret blev senere konge og dronning af Ungarn, som hun elskede.

Hun fik sin sidste datter Valerie i denne periode. Hun var det eneste barn, Elisabeth selv fik lov at passe, og det barn hun elskede mest. Hun støttede senere Valerie, da denne selv valgte sin mand.

Valerie.

Når hun var hjemme i Østrig var hun deprimeret og paranoid. Hun hadede, når folk kiggede på hende. Derfor brugte hun, at gemme sig bag vifter, slør og parasoller. Hun opmuntrede Franz til at tage sig en elskerinde Katharina Schratt. Hun gav ham endda et maleri af damen, og sin fulde støtte. Elisabeth fik så mere tid til sine rejser, og poesi. Hun studerede også oldgræsk.

I 1889 blev hendes søn Rudolf og hans unge elskerinde fundet døde i hans jagthytte. Det er stadig et mysterium, hvad der virkelig skete der. Men man erklærede det et tilfælde af mord og selvmord. Rudolf havde både en kone og datter, så der var stor skandale.

 

Sidste foto af hende.

 

Elisabeth fortsatte sine rejser, nu altid klædt i sort. Den 10 september, 1898, da hun var 60 år, var hun i Geneve. Der blev hun set af den italienske anarkist Luigi Lucheni. Han havde længe gerne ville myrde en kongelig, og tog chancen. Hun var på vej op af gangbroen til et skib, da han stak hende i brystet.

 

Kunstners tegning af scenen.

Han løb, og først troede man, han kun havde slået hende. Våbenet sad stadig dybt i kroppen, og sammen med det stramme korset, var der næsten ingen blod. Men snart faldt hun om og døde på vej til hotellet. Hun blev begravet i Østrig.

 

 

Den vittige Nell Gwynn

Karl 2. af England elskede damer. Han havde en dronning ved navn Katarina af Braganza. Hun var ganske vist en dydig og religiøs kvinde, men ikke et match for den sanselige Karl. Derfor havde han mange elskerinder (tit samtidig.) De fleste var adelige damer, og så var der Nell Gwynn.

 

Karl 2

Nell var af folket, og voksede op i sin mors bordel. Der serverede hun øl for kunderne, og leverede måske også andre tjenester. Da hun blev teenager, solgte hun i hvert fald appelsiner i et teater. Det lyder jo uskyldigt nok, men disse piger solgte også deres krop.

 Hun blev selv skuespiller, og havde et stort talent for komedier. I april 1668 mødte hun kongen. De så det samme stykke, og han inviterede hende til middag. Kongens bror var der også. Historien går at da der skulle betales, opdagede de to kongelige, at ingen af dem havde nogle kontanter. Nell jokede så, at hun aldrig før havde været i så fattigt selskab.

 

Nell

Kongen var betaget og ville tilbringe natten med hende. Hun bad om penge, hvilket han ikke var vant til. Han sagde nej, men de blev ikke uvenner af den grund. Nell endte dog som hans elskerinde. Hun havde haft to andre elskere ved navn Karl, så hun kaldte kongen Karl den tredje.

 

Dronning Katarina

Nell var nok lidt sjovere

Hun fortsatte som skuespiller i flere år, og fik 2 sønner med Karl. Hun var ikke så grådig som de andre elskerinder. Hun nøjedes med et hus og en beskeden pengesum. Hun var dog utilfreds med, at hendes søn (den anden var død som lille), ikke havde fået en titel. Det havde kongens andre uægte sønner nemlig.

Historien går, at hun løste problemet med sit vid. Da Karl kom på besøg, kaldte hun på drengen, og sagde: ”kom her, din lille horeunge, og sig goddag til din far. ” Da kongen protesterede, svarede hun ”Deres majestæt har ikke givet mig noget andet navn, jeg kan kalde ham. ” Kongen gjorde så sønnen til Earl af Burford.

 

Nells søn med Karl

Der findes flere historier om Nells vid. En gang var hun oppe at skændes med en adelig dame, der kaldte Nell en luder. Hun svarede, at det kunne godt være, hun var opvokset i et bordel. Men hun var kun en mands luder ”Men du er præstedatter og har tre eller fire mænd. ”

Nell kunne ikke lide Karls anden elskerinde, den franske adelsdame Louise de Kérouaille. Hun var meget stolt af sin baggrund. En dag ved hoffet bar Nell sorg, samme kostume Louise havde båret, da en fransk prins døde. En mand var død og man spurgte hvilken relation, han var til Nell? (Man bar typisk kun sort, når en slægtning døde.) Nell svarede, at han var samme relation til hende, som den franske prins til Louise.

 

 

Louise de Kérouaille

Citatet Nell er mest kendt for, kom en dag, en vred folkemængde omringede hendes vogn. De troede hun var Louise. Denne var upopulær fordi hun var katolik, og man mente, hun var fransk spion. Nell stak smilende hoved ud af karetens vindue, og sagde: ”Godtfolk. I tager fejl. Jeg er den protestantiske luder. "

Da Karl lå for døden i 1685, bad han sin bror og arving om ikke at lade stakkels Nelly sulte. Broderen betalte hendes gæld, og gav hende en pension. Hun døde to år senere af et slagtilfælde, muligvis på grund af syfilis. Hun var 37 år gammel.

Joe Ball og Alligatorerne

Joe Balls familie boede i Elemendorf, Texas og hans far ejede en succesfuld fabrik. Joe var det andet barn ud af 8, og efter en tur i hæren kom han hjem i 1919, og arbejdede for sin far. Det blev han dog træt af, så da USA på samme tid gjorde det forbudt at sælge alkohol, begyndte han at sælge hjemmebrændt.

 

           Joe Ball

Han solgte ud af sin bil og forretningen gik så godt, at han hyrede en mand ved navn Clifton Wheeler til at hjælpe ham. Denne gjorde det meste af arbejdet, og Joe straffede ham ved, at tvinge ham til at danse, mens Joe skød efter hans fødder. Det kunne Wheeler ikke gøre så meget ved, for han var sort og Joe var en hvid mand, samt kendt for at være mærkelig, og god til at skyde.

Da det igen blev lovligt, at sælge alkohol, besluttede Joe, at åbne en bar ved navn the Sociable Inn. For at tiltrække flere kunder, fik Joe en ide. Han placerede 5 alligatorer i en cement dam på grunden og placerede et højt hegn udenom. Han fodrede dem med levende dyr, og kunderne strømmede til. (Man gik ikke så meget op i dyrevelfærd i 30erne. Hanekampe var også populære.)

 

 

The Sociable Inn

Joe hyrede kun smukke piger som servitricer og ikke af den højeste moralske kaliber, eller det sagde man i byen. Man kunne jo bare se på, hvor tit de forsvandt, bare for at blive erstattet af en ny. Men den slags damer rejser jo også meget rundt, for at tjene penge. Det sagde Joe også selv.

I 1934 hyrede Joe en kvinde ved navn Minnie Gotthardt. Hans venner syntes ikke om hende, men Joe var kærester med hende i 3 år, og de drev baren sammen. Så i 1937 faldt han for en anden pige, der hed Dolores Goodwin. Hun elskede ham, selv om han gav hende et kæmpe ar i ansigtet, da han kastede en flaske efter hende. Hun forklarede dog folk, at det ikke var med vilje, han havde sigtet efter en anden og ramt hende ved et uheld.

 

Minnie med Joe

 

Dolores

 

Som om hans liv ikke var kompliceret nok, faldt han så samme år, for den 22 årige Hazel Brown. Han var nu i den stressende situation, at hans 3 kærester alle arbejdede sammen med ham i baren.

 

Hazel

Same sommer forsvandt Minnie dog. Joe sagde, hun havde født en sort baby og havde forladt byen. Men da han et par måneder senere giftede sig med Dolores, fortalte han hende, at han havde taget Minnie til en lokal strand, og skudt hende i hoved. Dolores troede dog ikke på det.

Joe havde nok at tænke på, Dolores mistede sin arm i et biluheld i januar 1938 (folk sagde den var bidt af, af en alligator) og forsvandt i april. Lidt senere forsvandt Hazel også.  Minnies familie lavede også besvær. De ville gerne vide, hvor hun var blevet af og sheriffen stillede spørgsmål. Han kunne dog ikke finde nogen tegn på, at Joe var ansvarlig.

Sheriffen kom igen nogen måneder senere. En af Joes servitricer ved navn Julia Turner var også forsvundet. Joe sagde hun havde nogen personlige problemer og var rejst. Derfor var det mærkeligt, at hun havde efterladt alle sine ting. Men så kom Joe i tanke om, at han havde lånt hende 500 dollars, fordi hun havde problemer med sin roommate, og ikke ville hjem igen.

Joe sagde, han heller ikke havde noget at gøre med det, da to andre servitricer blev meldt savnet. De havde også forladt byen. Sheriffen kunne ikke bevise noget, så Joe blev ikke arresteret.

Men så i september 1938skete der noget. En af Joes naboer kontaktede sheriffen. Han sagde, at han havde set, Joe skære en menneske krop op og fodre den til sine alligatorer. Samtidig kom en anden mand og fortalte, at Joe havde efterladt en tønde bag en lade, der lugtede af råddent kød. To vicesheriffer tog ud for at efterforske tønden, men den var væk. Derefter opsøgte de Joe for at stille ham nogen spørgsmål.

Joe spurgte om det var ok, at han først lukkede baren. Det var det, og mens de ventede, drak Joe hurtigt en øl og åbnede kasseapparatet. Indeni var en pistol, som han rettede mod de 2 mænd. De nåede lige at råbe ”Stop! ” før Joe rettede den mod sig selv. Han skød sig i hjertet og faldt død om.

Sheriffen undersøgte baren, og fandt råddent kød omkring alligator dammen og en økse med blod og hår på. De fandt også en scrapbog med billeder af en masse kvinder, men kunne ikke knytte nogen af dem til Joe. De spekulerede på, om Joe måske havde givet sine ofre til alligatorerne.  De besluttede sig for, at forhøre Clifton Wheeler.

 

Øksen

 

Wheeler nægtede først, at kende noget til kvindernes forsvinden. Da han blev presset, fortalte han dog hele historien. Han sagde, at Hazel Brown var blevet forelsket i en anden mand og ville forlade Joe. Hun havde anklaget ham for Minnies mord, og Joe blev rasende, og dræbte hende. Wheeler fortalte, at en meget fuld Joe, havde bedt ham tage nogle tæpper og alkohol med, og så kørte de hen og hentede en stor tønde. Så kørte de ned til floden, hvor Joe tvang ham til at grave en grav. I tønden var Hazel, og de skar hendes krop i stykker, og brændte hendes hoved på et bål. Wheeler viste dem, hvor hendes lig var begravet.

 

 

 

Minnie var også død. Joe havde taget hende med til et isoleret område, og de havde drukket. Så havde Joe skudt hende. Wheeler sagde, at det var fordi, hun var gravid og Joe ikke ville ødelægge sit forhold til Dolores. De to mænd begravede hende der. Minnies lig blev også fundet, men Wheeler nægtede, at kende noget til de andre forsvundne kvinder.

Dolores blev fundet i live i Californien, og de samme blev en af de andre forsvundne kvinder. Kødet i alligator dammen blev undersøgt, og var ikke fra mennesker.

Dolores troede ikke på, han havde myrdet andre end de to kvinder. Hun sagde, han var en sød mand, ikke et monster, og at han ikke ville gøre nogen fortræd, medmindre han blev nødt til det. Politiet mente dog, at det var muligt han havde renset dammen for lig rester.

Denne forfatter undrer sig dog over, at hvis alligatorerne var en effektiv måde, at slippe af med lig på, hvorfor så begrave de to man fandt? Kun Joe ved hvad der virkelig skete.

 

I 1939 erklærede Clifton Wheeler sig skyldig i, at have været med til at begrave ligene, og fik 2 år i fængsel. Senere åbnede han sin egen bar, men han var ikke populær og forlod området. Derefter forsvinder han ud af kilderne. Alligatorerne endte i San Antonio Zoo, hvor de levede resten af deres liv.

 

Hvad er forskellen på Shia og Sunni muslimer?

 

 

 

Jeg tænkte, at jeg ikke kan være den eneste, der har spekuleret på, hvad forskellen på Shia og Sunni muslimer egentlig er. Jeg lavede en søger og her er en kort forklaring.

Muslimer er inddelt i 2 hovedgrupper; Sunni, som på arabisk betyder Den der følger profetens traditioner og Shia, der er en forkortelse af "Shia-t-Ali," Alis parti. Grupperingerne opstod da Profeten Mohammed døde den 8. juni 632.

Sunni muslimerne mente at hans efterfølger som leder af muslimerne, skulle vælges iblandt menigheden. Valget faldt på Mohammeds ven og rådgiver Abu Bakr. Shia muslimerne mente, at hans efterfølger skulle være fra profetens egen familie, nemlig hans fætter og svigersøn Ali bin Abu Talib (Muhammed havde ingen sønner der overlevede ham.)

Derfor accepterer Shia muslimer ikke valgte religiøse ledere, men tror på imamer, udvalgt direkte af Gud. Imamen er fejlfri, da hans autoritet kommer direkte fra Gud. Disse bliver efter døden behandlet ligesom helgener i den katolske tro. En Shia muslim kan bede ved deres grav om hjælp.

Sunni muslimerne tror ikke på dette men at lederskaber er noget man får, som kan tages væk igen, hvis lederen ikke lever op til forventningerne.

Selv om begge grupper tror på Koranen, er der nogle forfattere i bogen Shia muslimerne ikke følger. De er udelukket baseret på deres attitude til Ali efter profetens død.

Der opstod nemlig borgerkrig mellem de 2 grupper og Ali blev dræbt. Hans 2 sønner blev nægtet retten til at arve ham og døde også.

 

 

Delphine Lalaurie

Marie Delphine Lalaurie (ca. 1775 – ca. 1842) var en del af society i Louisiana. Hun havde mistet 2 ægtemænd, da hun giftede sig med lægen Louis Lalaurie i 1825.

 

Delphine Lalaurie

Delphine var en charmerende og dygtig værtinde. Når hun holdt en fest, forløb alt perfekt, selv om gæsterne ikke kunne lade være med, at lægge mærke til, at hendes ekstremt lydige slaver, så noget tynde og stressede ud. Men Delphine tog sig skam af sine slaver og viste det, ved altid at tilbyde den udtærede slave bag hendes stol resten af sin vin. ”Her min ven,” sagde hun, ”Dette er godt for dig. ”

Der begyndte dog, at opstå ubehagelige rygter om hende og en af hendes bekendte, en advokat, sendte sin unge fuldmægtige hen til hende for at minde hende om, at der selv i en slavestat, er der grænser for, hvordan man kan behandle sine slaver. Den unge mand kom forarget tilbage. Denne blide kvinde kunne umuligt gøre en flue fortræd.

 

Delphine Lalaurie

 

 

Men en dag kikkede en af Delphines naboer ud af vinduet og så noget uheldigt. Delphine jagtede med en stor pisk i hånden, en lille slavepige på ca. 8 år. Barnet løb fra etage til etage til de begge nåede taget. Fanget uden mulighed for flugt, valgte den lille at kaste sig ud, frem for at risikere Delphines straf. Senere blev det lille lig begravet i haven i nattens mulm og mørke

Man lavede en undersøgelse og tog hendes slaver fra hende. De blev alle solgt på tvangsauktion. Men dette stoppede ikke Delphine, hun brugte stråmænd til, at købe dem tilbage. Hun var nemlig ikke interesseret i, at de fortalte andre, hvad der forgik i hendes hus. Men alle i kvarteret kendte nu til sagen, så hun kunne ikke lade slaverne komme udenfor og risikere nogen så dem. Dette havde måske været enden på historien, men så brændte hendes hus.

Naboerne strømmede til for at hjælpe og Lalaurie parret var glad for hjælpen – hvad angik deres ting. De blev aggressive, da de blev spurt hvor slaverne var og da Dr. Lalaurie blev bedt om at åbne en låst dør, fornærmede han dem der spurte.

 

Huset

 

Slaver eller ej, tilskuerne ville ikke være med til, at de brændte inde. Døren blev brudt ned og hvad de fandt chorkerede dem. Der var syv slaver dækket med ar og sår og fuldstændig udsultede. De var blevet holdt lænket så længe i underlige stillinger, at de var blevet misformede af det. En havde et stort sår i hovedet, dækket med maddiker. Mængden skreg af vrede, da de så deres tilstand. To af slaverne døde senere af deres skader.

Man fandt også to slaver begravet på grunden og kokken fortalte, at det var hende, der havde startet branden for at få hjælp. Hun tilbragte sit liv lænket til komfuret og kunne ikke holde det ud længere.

Man ved, en rasende menneskemængde angreb huset og ødelagde så meget de kunne. Ifølge nogen flygtede Delphine ved samme lejlighed i sin karet. Men om dette er sandt, kan ikke bekræftes. Man mener dog, hun døde i Paris den 7 december 1849. Hvad der blev af hendes mand vides ikke.

Lalaurie huset står stadig på 1140 Royal Street i New Orleans. Nogen siger det er hjemsøgt af spøgelser.

 

Nedenstående links er til to daværende avisartikler om branden

 

The fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 11, 1834

 http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire1.html

The day after the fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 12, 1834

http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire2.html

 

 

Englemagersken

Dagmar Overby

 

 

Dagmar Overby var født i 1887 og hun gav sine forældre mange problemer. Hun havde mange humørsvingninger og løj meget. Men måske havde hun det heller ikke nemt derhjemme. Ifølge hende selv, var faderen for hård ved hende (når han gav de tæsk, enhver ansvarlig forældre forventedes at uddele i disse tider.) Hun sagde også, hendes farfar havde misbrugt hende seksuelt, da hun var lille.

Dagmar stjal og da hun var 13 år, stjal hun en pung fra en nabo. Hun blev tvunget til at aflevere dem og fik tæsk. Forældrene besluttede derefter, at sende hende ud at tjene på en gård på Fyn. Hun havde det godt på gården, men måtte dog forlade pladsen, da en anden pige skulle have den (hvorfor siger kilderne ikke.) Hun fik flere andre pladser, men i den sidste stilling, som ung pige i huset, blev hun grebet i at stjæle 50 kr. og kom ti dage i kvindefængsel.

I 1910 vendte Dagmar tilbage til forældrene i Århus. Hun arbejdede på en restaurant og blev gravid.  Hun fødte en søn den 14 september 1910. Dette var en stor skam på den tid og barnefaderen ville ikke giftes med hende. Men da den lille søn var lidt over et år, løste problemet sig af sig selv. Sønnen døde af en slem lungebetændelse, selv om lægen undrede sig over, at han var blå om munden og havde et mærke på den ene kind.

I 1912 flyttede hun sammen med Jens Sørensen-Fint, selv om hun igen var gravid. Han ville dog ikke have barnet, så pigen Erena blev sat i pleje. Han ville heller ikke have det barn, hun blev gravid med det følgende år, så den lille dreng blev efterladt i en høstak. Han blev heldigvis fundet og kom i pleje.

Til sidst slog Jens op med Dagmar og hun forsøgte at begå selvmord med æter. Da det ikke lykkedes, tog hun den 3 årige Erena tilbage og åbnede en slikbutik i København i 1915. Hun blev kæreste med Carl Svendsen og boede med ham på Jægersborgsgade. Der i 1916 fandt Dagmar en ny måde at tjene flere penge på. Hun havde engang hørt om et par, der adopterede et barn. De fik et engangsbeløb på 300 kroner (lig en årsløn dengang.) Men barnet døde kort efter af sygdom, så de havde pengene, men ingen udgifter.

Der var altid annoncer i aviserne, hvor enlige mødre søgte gode hjem til deres børn. Det var en stor skam at være ugift mor. En af dem var den 26-årige Rasmine Kirstine Jensen. Hun havde fået et uægte barn, som nu var næsten 3 uger gammel. Dagmar skulle passe lille Harry for 12 KR. om måneden og Rasmine overdrog Harry og hans tøj.

Dagmar med ukendt barn

 

 

Da Rasmine var gået kørte Dagmar Harry over på Assistens Kirkegården og 5 år senere ved sin retssag, beskrev hun, hvad der så skete:

Anklageren: "Hvorfor gik De ind på Assistens Kirkegård med Barnet og satte Dem på en Bænk?"

Dagmar Overbye: "Hvorfor sætter man sig ned på en Bænk? Det kan jeg ikke svare Dem på. Men jeg kom ofte med mit eget Barn på Kirkegården, den Gang jeg boede i Jægersborgsgade."

Anklageren: "Hvad gjorde De så ved Barnet, inden De kastede det i Tønden? (En lokumstønde) Var det dødt?"

Dagmar Overbye: "Ja."

Anklageren: "Hvad havde De gjort ved det? Vil De ikke svare?"

Dagmar Overbye: "Det er så pinligt."

Anklageren:  "Det forstår vi alle, men De gavner Deres Sag ved at tale."

Dagmar Overbye: "Jeg bragte en Snøre om Halsen, tror jeg da. Det var vistnok et Navlebind."

Så tog Dagmar hjem med den tomme barnevogn og skrev et brev til Rasmine: "Kære frøken Jensen. Lillebror har det fint, han har slet ikke grædt, og han er så nem at have med at gøre. Med venlig Hilsen Dagmar Overby." Det lille lig blev fundet 3 dage senere, men ingen vidste, hvem han var. Dagmar fortalte sin kæreste, at pengene kom fra Erenas far, der var en rig greve.

 

 

Dagmars soveværelse

 

 

14 dage senere, så Dagmar en annonce, hvor den 19-årige Maren Pouline søgte en adoptivfamilie til sin nyfødte datter. Dagmar fik 400 kr. hentede barnet og lovede at give den lille en god opvækst. Senere samme dag dræbte hun pigen og efterlod liget i en bylt under en bro.

Disse børn var kun de første af mange. Hun tog babyer til sig, kvalte eller druknede dem og havde flere metoder til at skaffe sig af med ligene. Nogle pakkede hun ind i avispapir og efterlod dem på Amager. Et puttede hun i sin kuffert, da hun skulle hjem til Jylland og begravede det der. Et andet begraves på en mark på Sjælland. Et gemte hun på loftet og hun brændte en del i sin kakkelovn.

 

 Kakkelovnen

 

I maj 1917 blev fødte Dagmar Svendsens søn, men han døde hurtigt, så da hun fik en lille dreng til adoption, beholdt hun ham og døbte ham Angelo. Hun fortsatte med at myrde børn, men nu tog hun også billeder af dem nøgne, inden hun dræbte dem.

Svendsen kom i fængsel for røveri, så Dagmar, Erene og Angelo flyttede til Enghavevej 21 på Vesterbro. Ingen havde nogen mistanke om noget. Men så mødte Dagmar Karoline Aagesen.

Hun havde i juli 1920 født en lille pige og barnefaderen, samt hendes familie, pressede på for at hun skulle bortadoptere barnet. Så da datteren var 3 uger gammel, indrykkede Karoline en annonce: ”Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234."

Dagmar kontaktede hende og lovede at finde et godt hjem til barnet. Karoline overgav hende med tungt hjerte. Hun elskede sit barn og havde svært ved at gå fra det. Men hun følte ikke, hun havde noget valg. Så snart hun var væk, kvalte Dagmar pigen og brændte liget i kakkelovnen.

Imens sørgede Karoline over sit barn. Hun besluttede, at på trods af skam og familie kunne hun ikke give sin datter fra sig. Det tog flere forsøg at få fat i Dagmar og Karoline måtte true med politiet, før Dagmar sagde, at pigen allerede var sent videre. Karoline bønfaldt om at få at vide hvor hun var og Dagmar sagde koldt: "Hun er hos en prostitueret, som jeg mødte i Istedgade! God fornøjelse i Deres søgen efter hende!"

Karoline må have været en stærk dame, for hun gik på politi stationen og anmeldte sagen. Politiet opsøgte Dagmar og til dem sagde hun at barnet var i pleje i Jylland. Men hun ville ikke sige hvor og de fandt Karolines datters tøj i lejligheden. Dagmar blev taget på stationen og politiet fortsatte undersøgelsen. På loftet fandt de et lille indtørret lig, i kakkelovnen, små forkullede knoglerester fra mere end et spædbarn. De fandt også tyve fotografier af nøgne spædbørn.

 

Knoglerestererne

 

Dagmar indrømmede alt; navne, beløb og hvor ligene var. Hun sagde, hun var utilregnelig i gerningsøjeblikket, fordi hun tog æter (et bedøvelsesmiddel.) Men ingen havde nogensinde bemærket, at Dagmar lugtede af æter og hun kunne huske alle detaljerne bagefter.

Dagmar tilstod 16 drab og blev tiltalt for at have dræbt 9 børn. Man mente, at hun i alt havde dræbt 25 børn, men politiet kunne kun bevise de ni. Hun fik dødsstraf, der senere blev ændret til fængsel på livstid. Dagmar blev senere overflyttet til et sindssyge hospital, hvor hun døde

den 6 Maj 1929.

Dagmars sag førte til, at man lavede Loven om tilsyn med plejebørn og satte fokus på behovet for folkeregistrering.

 

Bog om sagen Karen Søndergaard Koldste, Englemagersken : Dagmar Overby, Forlaget Kallisto, 2007

http://www.kallisto.dk/dagmar-overby-englemagersken/