Hvad er forskellen på Shia og Sunni muslimer?

 

 

 

Jeg tænkte, at jeg ikke kan være den eneste, der har spekuleret på, hvad forskellen på Shia og Sunni muslimer egentlig er. Jeg lavede en søger og her er en kort forklaring.

Muslimer er inddelt i 2 hovedgrupper; Sunni, som på arabisk betyder Den der følger profetens traditioner og Shia, der er en forkortelse af "Shia-t-Ali," Alis parti. Grupperingerne opstod da Profeten Mohammed døde den 8. juni 632.

Sunni muslimerne mente at hans efterfølger som leder af muslimerne, skulle vælges iblandt menigheden. Valget faldt på Mohammeds ven og rådgiver Abu Bakr. Shia muslimerne mente, at hans efterfølger skulle være fra profetens egen familie, nemlig hans fætter og svigersøn Ali bin Abu Talib (Muhammed havde ingen sønner der overlevede ham.)

Derfor accepterer Shia muslimer ikke valgte religiøse ledere, men tror på imamer, udvalgt direkte af Gud. Imamen er fejlfri, da hans autoritet kommer direkte fra Gud. Disse bliver efter døden behandlet ligesom helgener i den katolske tro. En Shia muslim kan bede ved deres grav om hjælp.

Sunni muslimerne tror ikke på dette men at lederskaber er noget man får, som kan tages væk igen, hvis lederen ikke lever op til forventningerne.

Selv om begge grupper tror på Koranen, er der nogle forfattere i bogen Shia muslimerne ikke følger. De er udelukket baseret på deres attitude til Ali efter profetens død.

Der opstod nemlig borgerkrig mellem de 2 grupper og Ali blev dræbt. Hans 2 sønner blev nægtet retten til at arve ham og døde også.

 

 

Delphine Lalaurie

Marie Delphine Lalaurie (ca. 1775 – ca. 1842) var en del af society i Louisiana. Hun havde mistet 2 ægtemænd, da hun giftede sig med lægen Louis Lalaurie i 1825.

 

Delphine Lalaurie

Delphine var en charmerende og dygtig værtinde. Når hun holdt en fest, forløb alt perfekt, selv om gæsterne ikke kunne lade være med, at lægge mærke til, at hendes ekstremt lydige slaver, så noget tynde og stressede ud. Men Delphine tog sig skam af sine slaver og viste det, ved altid at tilbyde den udtærede slave bag hendes stol resten af sin vin. ”Her min ven,” sagde hun, ”Dette er godt for dig. ”

Der begyndte dog, at opstå ubehagelige rygter om hende og en af hendes bekendte, en advokat, sendte sin unge fuldmægtige hen til hende for at minde hende om, at der selv i en slavestat, er der grænser for, hvordan man kan behandle sine slaver. Den unge mand kom forarget tilbage. Denne blide kvinde kunne umuligt gøre en flue fortræd.

 

Delphine Lalaurie

 

 

Men en dag kikkede en af Delphines naboer ud af vinduet og så noget uheldigt. Delphine jagtede med en stor pisk i hånden, en lille slavepige på ca. 8 år. Barnet løb fra etage til etage til de begge nåede taget. Fanget uden mulighed for flugt, valgte den lille at kaste sig ud, frem for at risikere Delphines straf. Senere blev det lille lig begravet i haven i nattens mulm og mørke

Man lavede en undersøgelse og tog hendes slaver fra hende. De blev alle solgt på tvangsauktion. Men dette stoppede ikke Delphine, hun brugte stråmænd til, at købe dem tilbage. Hun var nemlig ikke interesseret i, at de fortalte andre, hvad der forgik i hendes hus. Men alle i kvarteret kendte nu til sagen, så hun kunne ikke lade slaverne komme udenfor og risikere nogen så dem. Dette havde måske været enden på historien, men så brændte hendes hus.

Naboerne strømmede til for at hjælpe og Lalaurie parret var glad for hjælpen – hvad angik deres ting. De blev aggressive, da de blev spurt hvor slaverne var og da Dr. Lalaurie blev bedt om at åbne en låst dør, fornærmede han dem der spurte.

 

Huset

 

Slaver eller ej, tilskuerne ville ikke være med til, at de brændte inde. Døren blev brudt ned og hvad de fandt chorkerede dem. Der var syv slaver dækket med ar og sår og fuldstændig udsultede. De var blevet holdt lænket så længe i underlige stillinger, at de var blevet misformede af det. En havde et stort sår i hovedet, dækket med maddiker. Mængden skreg af vrede, da de så deres tilstand. To af slaverne døde senere af deres skader.

Man fandt også to slaver begravet på grunden og kokken fortalte, at det var hende, der havde startet branden for at få hjælp. Hun tilbragte sit liv lænket til komfuret og kunne ikke holde det ud længere.

Man ved, en rasende menneskemængde angreb huset og ødelagde så meget de kunne. Ifølge nogen flygtede Delphine ved samme lejlighed i sin karet. Men om dette er sandt, kan ikke bekræftes. Man mener dog, hun døde i Paris den 7 december 1849. Hvad der blev af hendes mand vides ikke.

Lalaurie huset står stadig på 1140 Royal Street i New Orleans. Nogen siger det er hjemsøgt af spøgelser.

 

Nedenstående links er til to daværende avisartikler om branden

 

The fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 11, 1834

 http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire1.html

The day after the fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 12, 1834

http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire2.html

 

 

Englemagersken

Dagmar Overby

 

 

Dagmar Overby var født i 1887 og hun gav sine forældre mange problemer. Hun havde mange humørsvingninger og løj meget. Men måske havde hun det heller ikke nemt derhjemme. Ifølge hende selv, var faderen for hård ved hende (når han gav de tæsk, enhver ansvarlig forældre forventedes at uddele i disse tider.) Hun sagde også, hendes farfar havde misbrugt hende seksuelt, da hun var lille.

Dagmar stjal og da hun var 13 år, stjal hun en pung fra en nabo. Hun blev tvunget til at aflevere dem og fik tæsk. Forældrene besluttede derefter, at sende hende ud at tjene på en gård på Fyn. Hun havde det godt på gården, men måtte dog forlade pladsen, da en anden pige skulle have den (hvorfor siger kilderne ikke.) Hun fik flere andre pladser, men i den sidste stilling, som ung pige i huset, blev hun grebet i at stjæle 50 kr. og kom ti dage i kvindefængsel.

I 1910 vendte Dagmar tilbage til forældrene i Århus. Hun arbejdede på en restaurant og blev gravid.  Hun fødte en søn den 14 september 1910. Dette var en stor skam på den tid og barnefaderen ville ikke giftes med hende. Men da den lille søn var lidt over et år, løste problemet sig af sig selv. Sønnen døde af en slem lungebetændelse, selv om lægen undrede sig over, at han var blå om munden og havde et mærke på den ene kind.

I 1912 flyttede hun sammen med Jens Sørensen-Fint, selv om hun igen var gravid. Han ville dog ikke have barnet, så pigen Erena blev sat i pleje. Han ville heller ikke have det barn, hun blev gravid med det følgende år, så den lille dreng blev efterladt i en høstak. Han blev heldigvis fundet og kom i pleje.

Til sidst slog Jens op med Dagmar og hun forsøgte at begå selvmord med æter. Da det ikke lykkedes, tog hun den 3 årige Erena tilbage og åbnede en slikbutik i København i 1915. Hun blev kæreste med Carl Svendsen og boede med ham på Jægersborgsgade. Der i 1916 fandt Dagmar en ny måde at tjene flere penge på. Hun havde engang hørt om et par, der adopterede et barn. De fik et engangsbeløb på 300 kroner (lig en årsløn dengang.) Men barnet døde kort efter af sygdom, så de havde pengene, men ingen udgifter.

Der var altid annoncer i aviserne, hvor enlige mødre søgte gode hjem til deres børn. Det var en stor skam at være ugift mor. En af dem var den 26-årige Rasmine Kirstine Jensen. Hun havde fået et uægte barn, som nu var næsten 3 uger gammel. Dagmar skulle passe lille Harry for 12 KR. om måneden og Rasmine overdrog Harry og hans tøj.

Dagmar med ukendt barn

 

 

Da Rasmine var gået kørte Dagmar Harry over på Assistens Kirkegården og 5 år senere ved sin retssag, beskrev hun, hvad der så skete:

Anklageren: "Hvorfor gik De ind på Assistens Kirkegård med Barnet og satte Dem på en Bænk?"

Dagmar Overbye: "Hvorfor sætter man sig ned på en Bænk? Det kan jeg ikke svare Dem på. Men jeg kom ofte med mit eget Barn på Kirkegården, den Gang jeg boede i Jægersborgsgade."

Anklageren: "Hvad gjorde De så ved Barnet, inden De kastede det i Tønden? (En lokumstønde) Var det dødt?"

Dagmar Overbye: "Ja."

Anklageren: "Hvad havde De gjort ved det? Vil De ikke svare?"

Dagmar Overbye: "Det er så pinligt."

Anklageren:  "Det forstår vi alle, men De gavner Deres Sag ved at tale."

Dagmar Overbye: "Jeg bragte en Snøre om Halsen, tror jeg da. Det var vistnok et Navlebind."

Så tog Dagmar hjem med den tomme barnevogn og skrev et brev til Rasmine: "Kære frøken Jensen. Lillebror har det fint, han har slet ikke grædt, og han er så nem at have med at gøre. Med venlig Hilsen Dagmar Overby." Det lille lig blev fundet 3 dage senere, men ingen vidste, hvem han var. Dagmar fortalte sin kæreste, at pengene kom fra Erenas far, der var en rig greve.

 

 

Dagmars soveværelse

 

 

14 dage senere, så Dagmar en annonce, hvor den 19-årige Maren Pouline søgte en adoptivfamilie til sin nyfødte datter. Dagmar fik 400 kr. hentede barnet og lovede at give den lille en god opvækst. Senere samme dag dræbte hun pigen og efterlod liget i en bylt under en bro.

Disse børn var kun de første af mange. Hun tog babyer til sig, kvalte eller druknede dem og havde flere metoder til at skaffe sig af med ligene. Nogle pakkede hun ind i avispapir og efterlod dem på Amager. Et puttede hun i sin kuffert, da hun skulle hjem til Jylland og begravede det der. Et andet begraves på en mark på Sjælland. Et gemte hun på loftet og hun brændte en del i sin kakkelovn.

 

 Kakkelovnen

 

I maj 1917 blev fødte Dagmar Svendsens søn, men han døde hurtigt, så da hun fik en lille dreng til adoption, beholdt hun ham og døbte ham Angelo. Hun fortsatte med at myrde børn, men nu tog hun også billeder af dem nøgne, inden hun dræbte dem.

Svendsen kom i fængsel for røveri, så Dagmar, Erene og Angelo flyttede til Enghavevej 21 på Vesterbro. Ingen havde nogen mistanke om noget. Men så mødte Dagmar Karoline Aagesen.

Hun havde i juli 1920 født en lille pige og barnefaderen, samt hendes familie, pressede på for at hun skulle bortadoptere barnet. Så da datteren var 3 uger gammel, indrykkede Karoline en annonce: ”Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234."

Dagmar kontaktede hende og lovede at finde et godt hjem til barnet. Karoline overgav hende med tungt hjerte. Hun elskede sit barn og havde svært ved at gå fra det. Men hun følte ikke, hun havde noget valg. Så snart hun var væk, kvalte Dagmar pigen og brændte liget i kakkelovnen.

Imens sørgede Karoline over sit barn. Hun besluttede, at på trods af skam og familie kunne hun ikke give sin datter fra sig. Det tog flere forsøg at få fat i Dagmar og Karoline måtte true med politiet, før Dagmar sagde, at pigen allerede var sent videre. Karoline bønfaldt om at få at vide hvor hun var og Dagmar sagde koldt: "Hun er hos en prostitueret, som jeg mødte i Istedgade! God fornøjelse i Deres søgen efter hende!"

Karoline må have været en stærk dame, for hun gik på politi stationen og anmeldte sagen. Politiet opsøgte Dagmar og til dem sagde hun at barnet var i pleje i Jylland. Men hun ville ikke sige hvor og de fandt Karolines datters tøj i lejligheden. Dagmar blev taget på stationen og politiet fortsatte undersøgelsen. På loftet fandt de et lille indtørret lig, i kakkelovnen, små forkullede knoglerester fra mere end et spædbarn. De fandt også tyve fotografier af nøgne spædbørn.

 

Knoglerestererne

 

Dagmar indrømmede alt; navne, beløb og hvor ligene var. Hun sagde, hun var utilregnelig i gerningsøjeblikket, fordi hun tog æter (et bedøvelsesmiddel.) Men ingen havde nogensinde bemærket, at Dagmar lugtede af æter og hun kunne huske alle detaljerne bagefter.

Dagmar tilstod 16 drab og blev tiltalt for at have dræbt 9 børn. Man mente, at hun i alt havde dræbt 25 børn, men politiet kunne kun bevise de ni. Hun fik dødsstraf, der senere blev ændret til fængsel på livstid. Dagmar blev senere overflyttet til et sindssyge hospital, hvor hun døde

den 6 Maj 1929.

Dagmars sag førte til, at man lavede Loven om tilsyn med plejebørn og satte fokus på behovet for folkeregistrering.

 

Bog om sagen Karen Søndergaard Koldste, Englemagersken : Dagmar Overby, Forlaget Kallisto, 2007

http://www.kallisto.dk/dagmar-overby-englemagersken/