Maleren der overlevede.

Vann Nath havde det ikke let efter Khmer Rouge tog magten i Cambodia i 1975. Men det var det, de færreste der havde. Han havde ellers klaret sig godt i livet. Fra fattig bondedreng, havde han arbejdet sig gennem kunstskolen og levede af at male fx flotte skilte til forretninger.

 

Vann med sit fængselsportræt.

 

Men så tog de kommunistiske Khmer Rouge magten. Først fik de alle til at forlade byerne, ved at sige, amerikanerne ville bombe dem. Det var lige meget, om du var ung, gammel, rask eller syg. Ud på landevejen skulle du. En læge blev endda tvunget til, at forlade den bedøvede åbne patient, han var ved at foretage en mave operation på.

 

Evakuering af byerne.

 

Vann var i selskab med sin kone og lille søn og de besluttede at tage til hans hjemlandsby. Der blev de alle sat i arbejde på en ration af en kaffedåsefuld ris om måneden. Det kan man ikke overleve på, især ikke når man arbejder 18 timer i døgnet. Folk begyndte at dø af sult og da Vann blev anset for stærk, blev han sat til at begrave dem.

 

 

Propaganda billede.

 

Men de var ikke de eneste, der døde. Khmer Rouge tog tit folk væk, der aldrig vendte tilbage. De blev dræbt for sådanne forbrydelser som at have været soldat for det game regime, være munk, være uddannet, have eller ligne en, der havde kinesisk blod eller bare for at bære briller. En tredjedel af Cambodias befolkning døde i denne periode.

Den 7 januar 1978 blev Vann selv til sin store rædsel arresteret. Han blev fjernet fra sin landsby (han havde nu to børn) og placeret i et gammelt tempel. Da han kom ind til forhørslederen, så denne bare på ham og sagde:

”Hvad har du gjort? ”

Vann forklarede, at han ikke havde gjort noget og blev tortureret med elektriske stød. Khmer Rouge begik ikke fejl og arrestation var lig med skyld. Vann skulle bare indrømme sine forbrydelser mod partiet og give navne på sine medsammensvorne.

Til sidst fik han dog at vide, at han var anklaget for, at have forbrudt sig mod partiets moralske kode. Man kan ikke bebrejde manden, han ikke forstod, hvad det betød. Han sagde forsigtigt, at han da aldrig havde været sin kone utro. De torturerede ham bare igen.

En uge senere blev han flyttet til Sikkerheds fængsel 21 i dag kaldet Tuol Sleng. Hans mareridt var kun lige begyndt.

 

Fængslet i dag.

 

Khmer Rouge havde indrettet fængslet i et gammelt gymnasie. Da Vann ankom blev han fotograferet og man gav ham et par underbukser som eneste tøj. Han blev lænket til et rør i et gammelt klasselokale med en masse andre fanger.

 

 

 

Øverst Vanns maleri af cellen. Nederst fange fotograferet i cellen. 

 

De sov på det nøgne gulv, måtte ikke tale med hinanden og sultede. De blev skyllet med en vandslange hver fjerde dag og fik tæsk, hvis de gjorde noget som helst, uden at spørge om lov først. De var blevet advaret om reglerne ved ankomsten.

 

 

 

Reglerne.

 

 

 

På skilte på både Khmer og Engelsk stod:

1.      Du skal svare på mine spørgsmål. Prøv ikke på at undgå dem.

2.      Forsøg ikke at skjule sandheden ved at påstå dette og hint. Det er forbudt at sige mig imod.

3.      Vær ikke et fjols, for du er en fyr, der vover at forhindre revolutionen.

4.      Du skal besvare mine spørgsmål øjeblikkelig, uden at spilde tid med at reflektere over svaret.

5.      Du skal ikke fortælle mig om dine umoralske handlinger eller om revolutionens principper.

6.      Du må ikke græde, mens du får piske slag eller elektrisk chok.

7.      Gør ingenting, sid stille og vent på mine ordrer. Hvis der ikke er nogle ordre så ti stille. Når jeg beder dig om at gøre noget, skal du gøre det med det samme uden at protestere.

8.      Brug ikke Kampuchea Krom (navnet på de indfødte Cambodjanere, som partiet så som ideelle, fordi de var primitive, uden vestlig indflydelse.) som skalkeskjul for din hemmelighed eller dit forræderi.

9.      Hvis du ikke følger alle de ovennævnte regler, vil du få mange piske slag med en elektrisk ledning.

10.  Hvis du ikke adlyder enhver af mine regler vil du få enten ti piske slag eller fem elektriske stød.

(Så besynderligt var reglerne formuleret, i tilfælde af læseren tror jeg er verdens værste oversætter)

Efter en måned i cellen var Vann så sulten, at han betragtede sig selv som heldig, når han kunne fange og spise et insekt. Han var dækket af snavs og lus, men det kunne have været være. Vann blev nemlig ikke som de andre ført ud og tortureret.

 

Torturbænk fra fængslet.

 

Normalt skulle fangerne skrive en detaljeret rapport om hele deres liv. De skulle også stadig svare på spørgsmålet om, hvad de havde gjort. Det førte til, at den desperate fange under tortur indrømmede forbrydelser, han ikke havde begået og angav andre, der så selv kom til fængslet og gentog forløbet. Nogen angav hundredevis af mennesker.

 

 

Inden i fængslet.

 

Hvis fangen overlevede torturen, blev han taget uden for fængslet og slået ihjel med fx en økse. Man skulle spare på kuglerne. De fleste holdt Maks 3 måneder.

 

 

Vagter. Nogle af dem var kun 12 år, mens andre var voksne.

 

Vann overlevede, fordi han var maler. Sammen med andre kunstnere, blev han sat til at male billeder af Pol Pot (lederen af Khmer Rouge.) Andre malere havde ikke klaret prøven, men fængselsdirektøren var tilfreds med hans arbejde, og satte ham til også at lave cement buster og planerne til et mindesmærke.

 

 

 

Folk af alle aldre blev arresteret. Tit blev fangens familie også arresteret.

 

Da Cambodia blev invaderet af Vietnam i 1979, flygtede vagterne og tog Vann og andre betroede fanger med sig. I kaosset på landevejende lykkedes det ham at flygte.

I Tuol Sleng fandt man efterladte lig, stadig på torturbænkene. Men man fandt også masser af fangefotografier (man tog billeder både før og efter døden), samt tilståelser og andre papirer. Nærområdet var fyldt med fangernes massegrave. Man mener, at omkring 17000 mennesker døde i fængslet i de 4 år det var åbent. Vann er en af kun 12, der overlevede opholdet.

Vann meldte sig til hæren, for at bekæmpe de flygtende Khmer Rouge. Han fandt sin kone i live, men hans 2 børn var døde af sult. I 1980 var han med til at omdanne Tuol Sleng til et folkedrabs museum.

 

 

 

Museet.

 

 

Det var meget hårdt for ham, at vende tilbage, men han syntes verden skulle vide, hvad der var sket. Han oplevede både, at møde en af sine gamle fængselsvagter og også at besøgende i chok genkendte deres egne familiemedlemmer på de ophængte fangefotografier. En sådan kvinde fortalte, at hun nu endelig efter mange år, vidste hvad der var sket med hendes mand og søn.

Han fortsatte med at male og fortælle om sine oplevelser. Mange af hans billeder af tortur hænger i museet. Han fik 3 børn til og døde af sygdom i 2011.

 

Tuol Sleng

http://www.tuolsleng.com/

 

Vann Naths hjemmeside
http://www.vannnath.com/

En fransk dokumentar med Vann Nath, en anden overlevende og nogle af de gamle vagter i Tuel Sleng:

Cambodja S21 The Khmer Rouge Killing Machine

 

 

Verdens yngste mor.

Verdens yngste mor var 5 år, 7 måneder og 21 dage, da hun fødte sin søn den 14 maj 1939. Lina Vanessa Medina var fra en lille fattig landsby i Peru og hendes far tog hende med på hospitalet, fordi han mente, hun måtte have en stor svulst i maven. Han havde prøvet de lokale shamaner, men intet havde hjulpet.

Dr. Gérado Lozada var mildest talt overrasket, da han undersøgte den lille pige og fandt, hun var gravid og 7 måneder hende. For en sikkerheds skyld, tog han hende til andre specialister og fik hende røntgen fotograferet. Der var ingen tvivl, barnet var gravid.

Den gravide Lina.

 

 

Hvordan kunne det overhoved lade sig gøre? Linas var begyndt at få menstruation kun 8 måneder gammel og fik bryster som 4 årig. Hun havde æggestokke som en voksen kvinde, takke være en hormonforstyrrelse, hun var født med.

Halvanden måned efter ankomsten til hospitalet, fødte Lina ved hjælp af kejsersnit (hendes hofter var ikke brede nok til at føde naturligt.) Drengen var sund og blev opkaldt efter Dr. Gérado Lozada.

 

Lina med sin søn.

 

 

Lina har aldrig afsløret hvem faderen var, hendes egen far var mistænkt i en periode, men man fandt ingen beviser.

 

Lina med sin læge

 

 

Den lille Gérado voksede op i den tro, at Lina var hans storesøster, hvilket også var, hvad den lille Lina opfattede sig som. Senere var de andre børn i byen, dog så flinke at fortælle ham sandheden.

 

 

 

 

Lina med sin søn.

 

Som ung arbejdede Lina i Dr. Lozadas klinik. Han hjalp hende og gav både hende og Gérado en uddannelse. Senere blev hun gift og fik sin anden søn i 1972, da storebror var 33 år gammel. Gérado døde 7 år senere af en knoglemarvs infektion, men Lina lever stadig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Da kvinderne begyndte at barbere arme og ben - barbering i moderne tider.

Fjernelsen af uønsket hårvækst har en lang historie. De gamle Egyptere barberede alt hår væk, mens renæssancens damer nøjedes med at plukke øjenbryn og evt. overskæg. Hårfjernings moden i nyere tid afhang nemlig meget af, hvad man kunne og ikke kunne se af kroppen.

 

 

 

Jamen har man hørt noget lignende!

 

Indtil 1915, var damerne nemlig dækket tækkelig til, og det siges, at mænd fandt det ganske erotisk, når en prostitueret flashede dem noget armhule hår. Det gav nemlig associationer til et ganske andet område af kvindekroppen.

 

Naturlige armhuler. Jeg overvejede at beskære højre side af billedet væk, men besluttede så mine læsere nok kan klare chokket. Søgningen af et erotisk billede med armhule hår fra victoriatiden, resulterede i mange interessante billeder og en søgehistorie, jeg her føler trang til at forklare, hvis jeg skulle falde død om i morgen.

 

 

Men så i 1915 udgav et populært modeblad Harper's Bazaar billeder af en model i en ærmeløs kjole. Hun holdt armene over hoved og hendes armhuler var helt glatte.

 

 

Billedet fra Harpers Bazaar.

Hvor underarme før havde været dækket af kjoler eller lange hansker, kunne de nu pludselig ses uden for soveværelset. Signalet til kvinderne, som ellers ikke havde bekymret sig over armhule og arme, var at det var NØDVENDIGT at fjerne ”uønsket hårvækst. ”

Sælgerne af barbergrejer opdagede til deres glæde et helt nyt marked og lavede reklamer om det. Som en annonce sagde, måtte den del af kroppen, være lige så glat som ansigtet.

 

En tidlig reklame.

 

En nutidig reklame. Bemærk hvordan begge modeller er lykkelige for at være fri for hår.

 I 1920erne blev det moderne at gå i korte kjoler, så man ville gerne have damerne til, også at barbere ben. De skulle dog lige overtales, så reklamer om, at det var mere hygiejnisk og feminint prydede modebladene. De var dog lidt sværere og overtale denne gang.

Pæne piger havde det ikke godt med, at fremhæve den nederste del af kroppen. Arme var en ting, men man skulle jo ikke give mændene gode ideer. Desuden sank kjole sømmene igen i 30erne, så det var lidt sværere at overtale dem denne gang.

 

 

 

Men så kom 40ernes pin up billeder af hårløse ben. Sammen med kortere skørter og gennemsigtige strømper, så det ikke godt ud med behårede ben. Det førte til, at det blev helt normalt at barbere sig.

 

 

 

 

 

 

 

Da Jesus mødte Jesus.

Hvad sker der, når et mennesker bliver konfronteret med et andet, der hævder at have samme identitet? Når selve deres indre Jeg bliver truet? Det ville psykologen Milton Rokeach gerne finde ud af.

Milton Rokeach

Han besluttede derfor at bringe 3 skizofrene mænd, der alle troede de var Jesus sammen. Igennem 2 år delte de værelse, spiste sammen og arbejdede sammen i hospitalets vaskeri.

Deres første møde fandt sted den 1 juli 1959. Den første mand præsenterede sig:

”Mit navn er Joseph Cassel. Jeg er Gud. ” (Mændene skelnede ikke mellem Gud og Jesus)

Den anden mand sagde: ”Jeg hedder Clyde Benson. Jeg skabte Gud. ”

Den sidste mand, Gabor sagde: “Der står på min fødselsattest, at jeg er en reinkarnation af Jesus fra Nazaret. ”

Rokeach tænkte, at ved at møde en anden Jesus, ville de måske overveje deres egen identitet. Men mændene fandt på deres egne forklaringer på de 2 andres påstande. Benson mente, de andre i virkeligheden var robotter. Cassel sagde meget fornuftigt, at de ikke kunne være Jesus, da de tydeligvis var patienter på en psykiatrisk afdeling. Gabor mente de bare ville have prestige, selv om de måske var mindre guder ”Med lille g.”

Rokeach holdt regelmæssige møder med mændene, hvor der var faste emner at diskutere. Han brugte det som en måde, at lære dem bedre at kende. De talte om deres liv, familier og ofte om deres identitet.

De kunne godt blive vrede på hinanden. Benson slog engang Gabor, da han sagde, at Adam var neger. Efter det gik Gabor med til, at måske var Adam ikke neger alligevel. Efter disse begynder vanskeligheder holdt de tre fred med hinanden, selv om de stadig hver især stadig mente, de var Jesus.

 

 

Ypsilanti hospital, hvor eksperimentet blev udført.

 

Efter et måneder fik de selv lov til at vælge emner, de kunne diskutere. De skiftedes og talte om alt fra film til religion, men aldrig om deres identitet som Jesus. Hvis en af dem kom ind på det, skiftede de emne.

Gabor ville ændre navn og kaldes Dr Domino dominorum et Rex rexarum, Simplis Christianus Puer Mentalis Doctor, reinkarnation af Jesus Christis af Nazaret. Han ændrede det igen 6 måneder senere, nu ville han kaldes Dr. Retskaffen Ideel Møg Hr. Simplis Christianus Puer Mentalis Doktor.

Rokeach spurte ham, hvad han gerne ville have, personalet kaldte ham. Gabor sagde, at de kunne kalde ham Dr. Møg. Men sygeplejerskerne brød sig ikke om, at kalde en patient for møg, så man blev enige om at kalde ham R.I for Retskaffen Ideel. Rokeach spekulerede på, om navneskiftene var et tegn på, at Gabor var ved at ændre identitet. Men mente også, det kunne være en måde at undgå konfrontationer med de 2 andre Jesus’er på.

Som et del af eksperimentet anderkendte Rokeach deres påtagede identitet og forslog at kalde Cassel Hr. Gud og Benson Hr. Kristus. Men dette ville mændene ikke have, de var godt klar over, at ingen andre delte deres overbevisning om, at de var Jesus.

En anden gang læste han en artikel for dem om eksperimentet. Han spurte dem, om de vidste hvem den handlede om? Benson sagde nej, for der var ingen navne i artiklen. Benson syntes, det var spild af tid for mændene i artiklen, at lade som om, de var en anden. De skulle bare være sig selv og burde være på et sindssygehospital. Det gik ikke op for ham, at artiklen passede på ham selv.

I april i 1960 begyndte den ugifte Gabor at tale om sin kone og sagde han ventede brev fra hende. Rokeach besluttede, at finde ud af, om Gabor virkelig troede, han havde en kone og om han ville opgive sin identitet som Jesus for hende. Han skrev breve til Gabor, som han underskrev Madam Dr. R.I Møg.  

Det viste sig hurtigt, at Gabor virkelig troede, han havde en kone og efter en uge forklarede han lægen, at hun var Gud. Han fulgte alle instruktioner i brevene; Som at møde op et bestemt sted eller synge en bestemt sang. Efter et par uger indså han dog at brevene ikke var fra hans kone. Han mente, de måtte være fra en kvindelig patient, der prøvede at narre ham og nægtede at modtage flere breve.

Dernæst sendte Rokeach et brev, han underskrev med Gabors onkels navn. Deri sagde han, at der snart ville ske en ændring i personalet på hospitalet og at denne ændring ville gavne Gabor.

Rokeach havde nemlig fået en ny assistent, den smukke Miss Anderson (hans andre assistenter havde ham mistænkt for at hyre hende for hendes udseende.) Hun flirtede med Gabor og han var betaget af hende. Det gav ham dog konflikter, for selv om han godt kunne tale om sex i diskussionerne, mente han samleje var forbudt. Han var jo gift.

Et par uger efter hendes ankomst gav han hende ”Det vigtigste dokument jeg nogensinde har skrevet.” Det var et forvirret manifest, der forklarede Gabors verdenssyn. Han begyndte, at tale med hende efter gruppe møderne og Rokeach lod mærke til, at han havde mere øjenkontakt med hende, end han plejede at have når han talte med andre.

Efter et par måneder blev Gabor igen mistænkelig, han sagde, at lægerne prøvede at friste ham til at være utro og begyndte at bære et halv gennemsigtigt bind for øjnene og ørepropper. Han sagde, han var blevet hermafrodit og at han var gravid med tvillinger. Han græd, når han tænkte på at tvillingerne ville lide, som han havde lidt og troede snart, han var usynlig.

Miss Anderson tog på ferie og da hun kom tilbage var Gabor angst og ophidset. Han erklærede, at han ikke ville lade sig friste til at betro utroskab. Han nægtede at have mere at gøre med hende og sagde at sandheden var hans eneste ven og han ikke havde andre venner.

De 3 mænd mødtes for sidste gang den 15 august. Rokeach havde opgivet tanken om, at få dem til at blive normale gennem terapi. De ville hellere have fred og ro end sætte spørgsmål ved deres identitet.

Mange år senere fortalte Rokeach, at han selv var i tvivl om etikken bag eksperimentet. Han sagde, at han ikke fik kureret de 3 mænd, men at de fik ham til at indse, at han ikke som en anden gud, kunne blande sig i deres daglige liv på den måde. Selv om det var for videnskabens skyld.

Interessant artikel om eksperimentet

 Jesus, Jesus, Jesus

 

Grevinden der købte en pige.

Grevinde Anna Maria Helena de Noailles var en rig englænder og meget excentrisk. Hun var rig og vant til, at hun kunne få lige hvad hun ville. Så det var en skuffelse, da hun en dag i Paris så et portræt af en lille pige og fik at vide, det allerede var solgt til en anden. Der var dog en løsning, hun købte simpelthen pigen på billede, Maria Pasqua.

 

Anna Maria Helena de Noailles

 

Den lille Maria var født i 1856 i Italien og var hendes forældres fjerde barn. Forældrene Domenico og Carolina var professionelle modeller (for malere) og tog Maria med på arbejde. Kunstnerne kunne godt lide hendes udseende, og begyndte også at male hende. Dengang var man nemlig vilde med romantiske billeder af smukke børn.

 

Lille Maria.

 

Da hun var 6 år tog hendes far hende med til Paris, hvor hun var en succesfuld model. Det var der grevinden så et maleri af hende og besluttede, hun måtte have hende. Man kaldte det en adoption, for der lød nemlig pænere end virkeligheden. Grevinden betalte to poser guld for barnet. Forældrene havde dog nogen krav; Maria skulle opdrages som katolik og behandles som en ligeværdig (hun skulle ikke bare være en slags selskabsdame eller tjenestepige.) Grevinden gik ind på betingelserne.

 

 

Malerier af Maria.

 

 

Grevinden var sød ved Maria, men som tidligere nævnt, var hun meget excentrisk. Hun fortrak at Maria gik klædt som de gamle grækere, fordi hun mente løst tøj var sundest. Maria slap ikke engang, da hun i en kort periode gik på klosterskole, hvor alle de andre piger havde uniform på. Maria måtte også studere for sig selv og følge et system for matematik og grammatik grevinden havde lavet.

Maria fik meget frisk mælk, for det mente grevinden forhindrede senere alkoholisme. Grevinden tøjrede også køer uden for sine stue vinduer, fordi hun mente methanen fra deres prutter var godt for helbredet.

 

 

Hver vinter forlod grevinden England. Hun mente kulden og de nedfaldne blade var skadelige. Hun spiste altid bag en skærm (Hun forklarede aldrig hvorfor) og fik friske løg hængt på sin soveværelsesdør mod sygdom. Hun havde også andre metoder til at holde sig sund; store mængder silde rogn mod bronkitis og portvin, blandet med sukker og regnvand, drukket ved solnedgang.

Når hun sov, var det med en ladt pistol på sit natbord. Hun sov med en strømpe fyldt med egern pels om panden mod rynker.  Maria fortalte senere, at hun havde messinghåndtaget på sin soveværelses dør dækket med silke. Noailles skreg, da det en dag faldt af. Hun var bange for at genskinnet fra metallet ville skade hendes øjne.

 

Maria før sit ægteskab, stadig i græsk kostume.

 

Man ville ikke kunne bebrejde Maria det, hvis hun selv var blevet skingrende skør. Men hun havde trods alt, levet nogenlunde normalt de første år af sit liv. Som 21 årig mødte og giftede hun sig med en 20 år ældre læge og enkemand (og kunne endelig slippe for de græske kostumer.) Hun var ked af, at hun aldrig kom tilbage til sit hjemland, men ægteskabet var godt og de fik 4 børn. En af døtrene var opkaldt efter grevinden Noailles. Maria døde en gammel dame i 1939.

Noailles var excentrisk til det sidste. Hun døde i 1908 og oprettede i sit testamente et børnehjem. Nogle af hendes krav til eleverne var, at de ikke måtte vaccineres og ingen under 10 år måtte lære nogen form for matematik, bortset fra den store og lille tabel.

Superbibliotekaren

Alia Muhammad Baker var overbibliotekar på hovedbiblioteket i Basra i Irak. Det indeholder en del sjældne bøger, så da amerikanerne skulle til at invadere i 2003, forslog Alia den Irakiske regering at flytte bøgerne til et sikkert sted.

Det sagde de nej til og forklarede Alia, at amerikanerne slet ikke ville finde på, at bombe et bibliotek.  Nu var Alia selvfølgelig ikke krigsekspert, men denne erklæring tvivlede hun noget på.

 

Sandsynligvis hvad Alia så for sit indre blik.

Så hun begyndte simpelthen diskret, at tage bøger med hjem hver dag. Den 6 april blev byen invaderet og Alia tog, som den super bibliotekar hun er, alligevel på arbejde. Biblioteket havde i nogen tid været brugt som kontorer for regeringen, men nu var det forladt. Møbler og tæpper var allerede blevet røvet.

 

Fra en børnebog om Alia.

Alia kontaktede Anis Muhammed der havde en restaurant ved siden af og overtalte ham til at hjælpe. Sammen med familie, venner, ansatte og folk fra nabolaget, bar de armfulde af bøger over en høj mur og stablede dem op i restauranten. Selv folk der ikke selv kunne læse hjalp til.

Det var godt de gjorde det for 9 dage senere brændte biblioteket. Alia havde altså ret i at tro, at biblioteker ikke nyder en særlig beskyttelse i krig.

 

Det eneste foto, jeg kunne finde af Alia.

Men superhelte må selvfølgelig også holde lav profil.

 

Efter Basra var blevet lidt mere fredelig, flyttede Alia og hendes mand bøgerne hjem til dem selv og diverse venner og bekendte.  Det lykkedes Alia at redde ca. 70 % af bibliotekets bøger og der er blevet skrevet en børnebog om hende.

 

 

 

Damen der blev ved med at bygge

Sarah Winchester var enke efter opfinderen af en meget populær riffel (Winchester riffel.) Hun tjente 1000 dollars om dagen, hvad der i dag ville svare til 25,000 dollars eller 170,924 kr.  Her må læseren tænke på, at en almindelig dagsløn dengang var halvanden dollar. Hun havde derfor råd til at gøre, lige hvad hun ville.

 

Winchester riffel.

 

Sarah var selv født i et rigt hjem. Hun havde fået en god uddannelse efter tidens standard og talte 4 sprog. Men hun havde også oplevet sorger. Hendes eneste datter var død som spæd og i 1881 døde hendes mand William.

 

Sarah Winchester.

Sarah tog det meget hårdt og ifølge legenden opsøgte hun et medium, der fortalte hende at dødsfaldene skyldtes alle ånderne fra dem, der var blevet dræbt af en Winchester riffel. Ånderne havde forbandet hende, men hun kunne redde sig selv ved at flytte vestpå og bygge et hus. MEN hvis hun nogen sinde holdt op med byggeriet, ville hun dø!

Historien kan ikke bekræftes, men hvad vi ved, er at hun i 1884 flyttede til Californien, hvor hun købte et hus med 8 værelser. Da hun døde havde det 160 værelser, 2000 døre, 10,000 vinduer, 47 trapper, 13 badeværelser og 6 køkkener.

 

Huset.

 

Sarah mødtes med sin bygge formand John Hansen hver morgen. Han arbejdede for hende i mange år og har sikkert været glad for alle de penge, han tjente. Han havde nemlig intet buget eller deadline. Han omdannede tålmodigt hendes grove skitser til ændringer og fornyelser på huset. Dengang var byggeinspektøren ikke opfundet, så hun kunne gøre, hvad hun ville. Værelser blev konstant bygget, revet ned eller forseglet uanset om det var weekend eller helligdag. Man har beregnet, at hvis de havde fået lov at stå, havde der været over 500.

Man mener at husets mange mærkelige træk skyldes hendes frygt for ånderne. De skulle forvirres, så de ikke fangede hende. Der er søjler, der blev placeret med hoved nedad. Trapper der ender i loftet, døre der intetsteds fører hen og skorstene der stopper inden taget. Et af rummene har 7 døre og selv folk der kender huset, farer vild i det. Der er også mange hemmelig døre og passager så Sarah kunne undgå ånderne så hende.

 

Men rummene er smukke og det kan betale sig, at læseren googler ”Westchester house. ” De var indrettet med det bedste, penge kunne købe og da hun døde, havde hun stadig tons af værdigfulde møbler og sager, der ventede på, at nyt rum skulle blive bygget til dem.

 

Soveværelse.

 

I 1906 skete der et stort jordskælv (det samme, der ødelage det meste af San Francisco) det gjorde stor skade på huset. Det væltede et 7 etager højt tårn og meget andet. Det tog tjenestefolkene et par timer at finde Sarah, for hun skiftede tit soveværelse (for at forvirre ånderne.) Det siges, hun tolkede det, som et tegn fra ånderne om, at hun havde brugt for meget tid på forsiden af huset. Så hun fik 30 rum, inklusiv en stor balsal, på forsiden forseglet.

 

Balsalen der blev forseglet.

 

Sarah var et godt menneske. Hendes tjenestefolk fik en høj løn og hun gav meget til velgørenhed. Børn fra nabolaget fik lov at lege i hendes have, fik is og lov til at spille på klaveret. Men der var mange rygter om hende.

Nogen sagde at der kun var 3 spejle i hele huset, da spejle skræmmer ånder væk. Da man jo også sagde, Sarah var bange for ånder, virker dette hensyn dog lidt underligt. Til gengæld var der masser af lys, fordi ånder ikke selv kan kaste skygge og derfor ikke kan lide andres. Man sagde også, at hun havde 13 særlige rober, som hun skiftede imellem hver nat, inden hun gik ind i et særligt seance rum, for at tale med ånderne. Om noget af dette er sandt vides ikke, men der har da i hvert fald været nok at sladre om i byens sy kredse.

 

Sarah som gammel.

Sarah led af gigt i sin alderdom og døde af et hjerteanfald i 1922. Hvis hun mødte nogen ånder efter sin død, må man håbe, de var rare. Arbejdet på huset stoppede brat ved hendes død. Man kan stadig se søm, der kun er banket halvt i.

 

New York Times; June 12, 1918, Monday; Winchester's Widow Dying.

 

Huset er i dag et museum. Hjemmesiden er et besøg værd.