Kong Ethelred (han ser også lidt stresset ud)
Der måtte gøres noget, så på Skt. Brictus dag den 13.
november 1002, beordrede Æthelred at alle danskere i England skulle dræbes.
John af Wallingfords Krønike fortæller om dagen. Han starter
med at sige, at danerne undertrykte landets befolkning, og det var ikke det
eneste problem:
”De forårsagede mange
genvordigheder for landets oprindelige indbyggere, for de havde for vane –
ifølge deres lands skikke – at rede deres hår hver dag, at bade hver lørdag, at
skifte deres klæder ofte, og at fremhæve sig selv ved hjælp af mange sådanne
letfærdige påfund. På denne måde belejrede de gifte kvinders dyd, og overtalte
døtrene af selv fornemme mænd til at blive deres friller.”
Red håret, det ultimative scoretrick.
Ja helt ærligt! De der vikinger skulle sgu ikke komme og forføre
vores kvinder med hygiejne!
Han fortsætter:
” Af disse og andre årsager opstod der mange stridigheder og krige i riget. Imidlertid søgte kongen at udglatte sagen, fordi det altid var danerne, der var skyldige. Ved den stadige tilstrømning af deres landsmænd havde de med tiden øget deres antal og styrke så meget, at de kun udviste kongen meget lidt respekt. Derfor var han til sidst så provokeret af de utallige klager over deres uforskammethed, at han overlod det til englænderne at behandle dem, som de ønskede…
” Af disse og andre årsager opstod der mange stridigheder og krige i riget. Imidlertid søgte kongen at udglatte sagen, fordi det altid var danerne, der var skyldige. Ved den stadige tilstrømning af deres landsmænd havde de med tiden øget deres antal og styrke så meget, at de kun udviste kongen meget lidt respekt. Derfor var han til sidst så provokeret af de utallige klager over deres uforskammethed, at han overlod det til englænderne at behandle dem, som de ønskede…
Det var en lørdag,
hvor danerne (som nævnt ovenfor) plejede at bade, og derfor blev de på det
fastsatte tidspunkt udslettet fuldstændig ubarmhjertigt, lige fra den ringeste
til den mest betydningsfulde.
De skånede ingen
hverken på baggrund af køn eller alder, og udslettede sammen med dem også de
kvinder af deres eget folk, som havde indvilliget i at blande sig med danerne
samt børnene, der var rundet af denne fordærvede hor. Nogle kvinder fik deres
bryster skåret af, andre blev
begravet levende i jorden, mens børnene blev smadret i stykker mod stolper og
sten.
Danerne blev så
fuldstændig udslettet, at der ingen overlevende var til at fortælle, hvad der
var blevet gjort mod dem – med en enkelt undtagelse af 12 unge mænd, som
undslap massakren i London ved at flygte til Themsen, kaste sig ombord på en
lille båd, gribe årerne og hurtigt ro ud af syne. Da de kom til kysten, byttede
de båden for et skib, satte sejl så hurtigt de kunne og drog af sted mod Danmark.
”
En af de dræbte danskere var Gunhild. I Gesta regnum
Anglorum (de engelske kongers historie) fortælles om hendes død:
”Denne kvinde, der besad stor skønhed, var kommet til England med sin mand Palling, en magtfuld adelsmand, og ved at omfavne kristendommen, havde hun gjort sig selv til en garanti for den danske fred.
I sit skæbnesvangre
raseri, havde Æthelred befalet - selvom han erklærede at udgydelse af hendes
blod ville bringe stor ulykke over hele riget- at hun skulle halshugges med de
andre danskere.
Hun bar sin død med fatning, og hun blev hverken svag i dødsstunden og ej heller mistede hun, da død og hendes blod ud spildt, sin skønhed. Hendes mand blev myrdet for øjnene af hende, og hendes søn, en yngling af elskværdig disposition, blev naglet med fire spyd. ”
Efter disse begivenheder indså vikingerne, at de også havde
været tarvelige og lod Englænderne være i fred – NOT!
De blev ret sure.
Det var nemlig det interessante ved Gunhild, at hun havde en
bror, der hed Svend. Han var også kendt som Svend Tveskæg, konge af Danmark. Vi
ved ikke noget om de to søskendes forhold til hinanden, men folk bliver jo som
regel lidt sure, når man dræber deres søster. Er personen en vikingekonge, der
tror på blodhævn, altså en forpligtelse til at hævne drab på slægten med drab,
så ender det ikke så godt.
Så i 1003-1004 angreb Svend Tveskæg England. Han modtog
penge for at forsvinde igen, kun for at angribe med en vældig flåde i 1013. Han
var kommet for at erobre denne gang, og sangen "London Bridge is falling
down" handler om den dag, da londonerne brændte og ødelagde broen over
Themsen for at hindre vikingernes fremrykning.
Svends hær trak sig tilbage fra London, men i resten af
landet lod han sig kongehylde. Kong Ethelred gav op og flygtede til Normandiet, og ved
juletid 1013 valgte det engelske rigsråd Svend Tveskæg til konge af England.
Svend døde den 3. februar 1014 og hans søn blev Knud den
store af England.
God formulering, men hvem var Skt Brictus?
SvarSlet