lørdag den 1. oktober 2016

Skt. Brictus dagen

Kong Ethelred II (ca. 968 – 23. april 1016) af England havde det hårdt. Vikinger blev ved med at angribe hans rige, og Ethelred kunne kun slippe af med dem ved at betale danegæld. Det gik ud på, at vikingerne fik penge for at forsvinde igen. Det gjorde vikingerne også, kun for at komme igen senere og inkassere flere penge. Vikingerne syntes, det var et herligt system, men det var megapinligt for kongen at han altid tabte.

 
Kong Ethelred (han ser også lidt stresset ud)
 

Der måtte gøres noget, så på Skt. Brictus dag den 13. november 1002, beordrede Æthelred at alle danskere i England skulle dræbes.

John af Wallingfords Krønike fortæller om dagen. Han starter med at sige, at danerne undertrykte landets befolkning, og det var ikke det eneste problem:

”De forårsagede mange genvordigheder for landets oprindelige indbyggere, for de havde for vane – ifølge deres lands skikke – at rede deres hår hver dag, at bade hver lørdag, at skifte deres klæder ofte, og at fremhæve sig selv ved hjælp af mange sådanne letfærdige påfund. På denne måde belejrede de gifte kvinders dyd, og overtalte døtrene af selv fornemme mænd til at blive deres friller.”

 
Red håret, det ultimative scoretrick.


Ja helt ærligt! De der vikinger skulle sgu ikke komme og forføre vores kvinder med hygiejne!

Han fortsætter:

” Af disse og andre årsager opstod der mange stridigheder og krige i riget. Imidlertid søgte kongen at udglatte sagen, fordi det altid var danerne, der var skyldige. Ved den stadige tilstrømning af deres landsmænd havde de med tiden øget deres antal og styrke så meget, at de kun udviste kongen meget lidt respekt. Derfor var han til sidst så provokeret af de utallige klager over deres uforskammethed, at han overlod det til englænderne at behandle dem, som de ønskede…

Det var en lørdag, hvor danerne (som nævnt ovenfor) plejede at bade, og derfor blev de på det fastsatte tidspunkt udslettet fuldstændig ubarmhjertigt, lige fra den ringeste til den mest betydningsfulde.

De skånede ingen hverken på baggrund af køn eller alder, og udslettede sammen med dem også de kvinder af deres eget folk, som havde indvilliget i at blande sig med danerne samt børnene, der var rundet af denne fordærvede hor. Nogle kvinder fik deres bryster skåret af, andre blev begravet levende i jorden, mens børnene blev smadret i stykker mod stolper og sten.

Danerne blev så fuldstændig udslettet, at der ingen overlevende var til at fortælle, hvad der var blevet gjort mod dem – med en enkelt undtagelse af 12 unge mænd, som undslap massakren i London ved at flygte til Themsen, kaste sig ombord på en lille båd, gribe årerne og hurtigt ro ud af syne. Da de kom til kysten, byttede de båden for et skib, satte sejl så hurtigt de kunne og drog af sted mod Danmark. ”

En af de dræbte danskere var Gunhild. I Gesta regnum Anglorum (de engelske kongers historie) fortælles om hendes død:

”Denne kvinde, der besad stor skønhed, var kommet til England med sin mand Palling, en magtfuld adelsmand, og ved at omfavne kristendommen, havde hun gjort sig selv til en garanti for den danske fred.

I sit skæbnesvangre raseri, havde Æthelred befalet - selvom han erklærede at udgydelse af hendes blod ville bringe stor ulykke over hele riget- at hun skulle halshugges med de andre danskere.

Hun bar sin død med fatning, og hun blev hverken svag i dødsstunden og ej heller mistede hun, da død og hendes blod ud spildt, sin skønhed. Hendes mand blev myrdet for øjnene af hende, og hendes søn, en yngling af elskværdig disposition, blev naglet med fire spyd. ”

Efter disse begivenheder indså vikingerne, at de også havde været tarvelige og lod Englænderne være i fred – NOT!

 
De blev ret sure.


Det var nemlig det interessante ved Gunhild, at hun havde en bror, der hed Svend. Han var også kendt som Svend Tveskæg, konge af Danmark. Vi ved ikke noget om de to søskendes forhold til hinanden, men folk bliver jo som regel lidt sure, når man dræber deres søster. Er personen en vikingekonge, der tror på blodhævn, altså en forpligtelse til at hævne drab på slægten med drab, så ender det ikke så godt.

Så i 1003-1004 angreb Svend Tveskæg England. Han modtog penge for at forsvinde igen, kun for at angribe med en vældig flåde i 1013. Han var kommet for at erobre denne gang, og sangen "London Bridge is falling down" handler om den dag, da londonerne brændte og ødelagde broen over Themsen for at hindre vikingernes fremrykning.

Svends hær trak sig tilbage fra London, men i resten af landet lod han sig kongehylde. Kong Ethelred gav op og flygtede til Normandiet, og ved juletid 1013 valgte det engelske rigsråd Svend Tveskæg til konge af England.

Svend døde den 3. februar 1014 og hans søn blev Knud den store af England.