Grevinden der købte en pige.

Grevinde Anna Maria Helena de Noailles var en rig englænder og meget excentrisk. Hun var rig og vant til, at hun kunne få lige hvad hun ville. Så det var en skuffelse, da hun en dag i Paris så et portræt af en lille pige og fik at vide, det allerede var solgt til en anden. Der var dog en løsning, hun købte simpelthen pigen på billede, Maria Pasqua.

 

Anna Maria Helena de Noailles

 

Den lille Maria var født i 1856 i Italien og var hendes forældres fjerde barn. Forældrene Domenico og Carolina var professionelle modeller (for malere) og tog Maria med på arbejde. Kunstnerne kunne godt lide hendes udseende, og begyndte også at male hende. Dengang var man nemlig vilde med romantiske billeder af smukke børn.

 

Lille Maria.

 

Da hun var 6 år tog hendes far hende med til Paris, hvor hun var en succesfuld model. Det var der grevinden så et maleri af hende og besluttede, hun måtte have hende. Man kaldte det en adoption, for der lød nemlig pænere end virkeligheden. Grevinden betalte to poser guld for barnet. Forældrene havde dog nogen krav; Maria skulle opdrages som katolik og behandles som en ligeværdig (hun skulle ikke bare være en slags selskabsdame eller tjenestepige.) Grevinden gik ind på betingelserne.

 

 

Malerier af Maria.

 

 

Grevinden var sød ved Maria, men som tidligere nævnt, var hun meget excentrisk. Hun fortrak at Maria gik klædt som de gamle grækere, fordi hun mente løst tøj var sundest. Maria slap ikke engang, da hun i en kort periode gik på klosterskole, hvor alle de andre piger havde uniform på. Maria måtte også studere for sig selv og følge et system for matematik og grammatik grevinden havde lavet.

Maria fik meget frisk mælk, for det mente grevinden forhindrede senere alkoholisme. Grevinden tøjrede også køer uden for sine stue vinduer, fordi hun mente methanen fra deres prutter var godt for helbredet.

 

 

Hver vinter forlod grevinden England. Hun mente kulden og de nedfaldne blade var skadelige. Hun spiste altid bag en skærm (Hun forklarede aldrig hvorfor) og fik friske løg hængt på sin soveværelsesdør mod sygdom. Hun havde også andre metoder til at holde sig sund; store mængder silde rogn mod bronkitis og portvin, blandet med sukker og regnvand, drukket ved solnedgang.

Når hun sov, var det med en ladt pistol på sit natbord. Hun sov med en strømpe fyldt med egern pels om panden mod rynker.  Maria fortalte senere, at hun havde messinghåndtaget på sin soveværelses dør dækket med silke. Noailles skreg, da det en dag faldt af. Hun var bange for at genskinnet fra metallet ville skade hendes øjne.

 

Maria før sit ægteskab, stadig i græsk kostume.

 

Man ville ikke kunne bebrejde Maria det, hvis hun selv var blevet skingrende skør. Men hun havde trods alt, levet nogenlunde normalt de første år af sit liv. Som 21 årig mødte og giftede hun sig med en 20 år ældre læge og enkemand (og kunne endelig slippe for de græske kostumer.) Hun var ked af, at hun aldrig kom tilbage til sit hjemland, men ægteskabet var godt og de fik 4 børn. En af døtrene var opkaldt efter grevinden Noailles. Maria døde en gammel dame i 1939.

Noailles var excentrisk til det sidste. Hun døde i 1908 og oprettede i sit testamente et børnehjem. Nogle af hendes krav til eleverne var, at de ikke måtte vaccineres og ingen under 10 år måtte lære nogen form for matematik, bortset fra den store og lille tabel.

Damen der blev ved med at bygge

Sarah Winchester var enke efter opfinderen af en meget populær riffel (Winchester riffel.) Hun tjente 1000 dollars om dagen, hvad der i dag ville svare til 25,000 dollars eller 170,924 kr.  Her må læseren tænke på, at en almindelig dagsløn dengang var halvanden dollar. Hun havde derfor råd til at gøre, lige hvad hun ville.

 

Winchester riffel.

 

Sarah var selv født i et rigt hjem. Hun havde fået en god uddannelse efter tidens standard og talte 4 sprog. Men hun havde også oplevet sorger. Hendes eneste datter var død som spæd og i 1881 døde hendes mand William.

 

Sarah Winchester.

Sarah tog det meget hårdt og ifølge legenden opsøgte hun et medium, der fortalte hende at dødsfaldene skyldtes alle ånderne fra dem, der var blevet dræbt af en Winchester riffel. Ånderne havde forbandet hende, men hun kunne redde sig selv ved at flytte vestpå og bygge et hus. MEN hvis hun nogen sinde holdt op med byggeriet, ville hun dø!

Historien kan ikke bekræftes, men hvad vi ved, er at hun i 1884 flyttede til Californien, hvor hun købte et hus med 8 værelser. Da hun døde havde det 160 værelser, 2000 døre, 10,000 vinduer, 47 trapper, 13 badeværelser og 6 køkkener.

 

Huset.

 

Sarah mødtes med sin bygge formand John Hansen hver morgen. Han arbejdede for hende i mange år og har sikkert været glad for alle de penge, han tjente. Han havde nemlig intet buget eller deadline. Han omdannede tålmodigt hendes grove skitser til ændringer og fornyelser på huset. Dengang var byggeinspektøren ikke opfundet, så hun kunne gøre, hvad hun ville. Værelser blev konstant bygget, revet ned eller forseglet uanset om det var weekend eller helligdag. Man har beregnet, at hvis de havde fået lov at stå, havde der været over 500.

Man mener at husets mange mærkelige træk skyldes hendes frygt for ånderne. De skulle forvirres, så de ikke fangede hende. Der er søjler, der blev placeret med hoved nedad. Trapper der ender i loftet, døre der intetsteds fører hen og skorstene der stopper inden taget. Et af rummene har 7 døre og selv folk der kender huset, farer vild i det. Der er også mange hemmelig døre og passager så Sarah kunne undgå ånderne så hende.

 

Men rummene er smukke og det kan betale sig, at læseren googler ”Westchester house. ” De var indrettet med det bedste, penge kunne købe og da hun døde, havde hun stadig tons af værdigfulde møbler og sager, der ventede på, at nyt rum skulle blive bygget til dem.

 

Soveværelse.

 

I 1906 skete der et stort jordskælv (det samme, der ødelage det meste af San Francisco) det gjorde stor skade på huset. Det væltede et 7 etager højt tårn og meget andet. Det tog tjenestefolkene et par timer at finde Sarah, for hun skiftede tit soveværelse (for at forvirre ånderne.) Det siges, hun tolkede det, som et tegn fra ånderne om, at hun havde brugt for meget tid på forsiden af huset. Så hun fik 30 rum, inklusiv en stor balsal, på forsiden forseglet.

 

Balsalen der blev forseglet.

 

Sarah var et godt menneske. Hendes tjenestefolk fik en høj løn og hun gav meget til velgørenhed. Børn fra nabolaget fik lov at lege i hendes have, fik is og lov til at spille på klaveret. Men der var mange rygter om hende.

Nogen sagde at der kun var 3 spejle i hele huset, da spejle skræmmer ånder væk. Da man jo også sagde, Sarah var bange for ånder, virker dette hensyn dog lidt underligt. Til gengæld var der masser af lys, fordi ånder ikke selv kan kaste skygge og derfor ikke kan lide andres. Man sagde også, at hun havde 13 særlige rober, som hun skiftede imellem hver nat, inden hun gik ind i et særligt seance rum, for at tale med ånderne. Om noget af dette er sandt vides ikke, men der har da i hvert fald været nok at sladre om i byens sy kredse.

 

Sarah som gammel.

Sarah led af gigt i sin alderdom og døde af et hjerteanfald i 1922. Hvis hun mødte nogen ånder efter sin død, må man håbe, de var rare. Arbejdet på huset stoppede brat ved hendes død. Man kan stadig se søm, der kun er banket halvt i.

 

New York Times; June 12, 1918, Monday; Winchester's Widow Dying.

 

Huset er i dag et museum. Hjemmesiden er et besøg værd.