Hvad er forskellen på Shia og Sunni muslimer?

 

 

 

Jeg tænkte, at jeg ikke kan være den eneste, der har spekuleret på, hvad forskellen på Shia og Sunni muslimer egentlig er. Jeg lavede en søger og her er en kort forklaring.

Muslimer er inddelt i 2 hovedgrupper; Sunni, som på arabisk betyder Den der følger profetens traditioner og Shia, der er en forkortelse af "Shia-t-Ali," Alis parti. Grupperingerne opstod da Profeten Mohammed døde den 8. juni 632.

Sunni muslimerne mente at hans efterfølger som leder af muslimerne, skulle vælges iblandt menigheden. Valget faldt på Mohammeds ven og rådgiver Abu Bakr. Shia muslimerne mente, at hans efterfølger skulle være fra profetens egen familie, nemlig hans fætter og svigersøn Ali bin Abu Talib (Muhammed havde ingen sønner der overlevede ham.)

Derfor accepterer Shia muslimer ikke valgte religiøse ledere, men tror på imamer, udvalgt direkte af Gud. Imamen er fejlfri, da hans autoritet kommer direkte fra Gud. Disse bliver efter døden behandlet ligesom helgener i den katolske tro. En Shia muslim kan bede ved deres grav om hjælp.

Sunni muslimerne tror ikke på dette men at lederskaber er noget man får, som kan tages væk igen, hvis lederen ikke lever op til forventningerne.

Selv om begge grupper tror på Koranen, er der nogle forfattere i bogen Shia muslimerne ikke følger. De er udelukket baseret på deres attitude til Ali efter profetens død.

Der opstod nemlig borgerkrig mellem de 2 grupper og Ali blev dræbt. Hans 2 sønner blev nægtet retten til at arve ham og døde også.

 

 

Delphine Lalaurie

Marie Delphine Lalaurie (ca. 1775 – ca. 1842) var en del af society i Louisiana. Hun havde mistet 2 ægtemænd, da hun giftede sig med lægen Louis Lalaurie i 1825.

 

Delphine Lalaurie

Delphine var en charmerende og dygtig værtinde. Når hun holdt en fest, forløb alt perfekt, selv om gæsterne ikke kunne lade være med, at lægge mærke til, at hendes ekstremt lydige slaver, så noget tynde og stressede ud. Men Delphine tog sig skam af sine slaver og viste det, ved altid at tilbyde den udtærede slave bag hendes stol resten af sin vin. ”Her min ven,” sagde hun, ”Dette er godt for dig. ”

Der begyndte dog, at opstå ubehagelige rygter om hende og en af hendes bekendte, en advokat, sendte sin unge fuldmægtige hen til hende for at minde hende om, at der selv i en slavestat, er der grænser for, hvordan man kan behandle sine slaver. Den unge mand kom forarget tilbage. Denne blide kvinde kunne umuligt gøre en flue fortræd.

 

Delphine Lalaurie

 

 

Men en dag kikkede en af Delphines naboer ud af vinduet og så noget uheldigt. Delphine jagtede med en stor pisk i hånden, en lille slavepige på ca. 8 år. Barnet løb fra etage til etage til de begge nåede taget. Fanget uden mulighed for flugt, valgte den lille at kaste sig ud, frem for at risikere Delphines straf. Senere blev det lille lig begravet i haven i nattens mulm og mørke

Man lavede en undersøgelse og tog hendes slaver fra hende. De blev alle solgt på tvangsauktion. Men dette stoppede ikke Delphine, hun brugte stråmænd til, at købe dem tilbage. Hun var nemlig ikke interesseret i, at de fortalte andre, hvad der forgik i hendes hus. Men alle i kvarteret kendte nu til sagen, så hun kunne ikke lade slaverne komme udenfor og risikere nogen så dem. Dette havde måske været enden på historien, men så brændte hendes hus.

Naboerne strømmede til for at hjælpe og Lalaurie parret var glad for hjælpen – hvad angik deres ting. De blev aggressive, da de blev spurt hvor slaverne var og da Dr. Lalaurie blev bedt om at åbne en låst dør, fornærmede han dem der spurte.

 

Huset

 

Slaver eller ej, tilskuerne ville ikke være med til, at de brændte inde. Døren blev brudt ned og hvad de fandt chorkerede dem. Der var syv slaver dækket med ar og sår og fuldstændig udsultede. De var blevet holdt lænket så længe i underlige stillinger, at de var blevet misformede af det. En havde et stort sår i hovedet, dækket med maddiker. Mængden skreg af vrede, da de så deres tilstand. To af slaverne døde senere af deres skader.

Man fandt også to slaver begravet på grunden og kokken fortalte, at det var hende, der havde startet branden for at få hjælp. Hun tilbragte sit liv lænket til komfuret og kunne ikke holde det ud længere.

Man ved, en rasende menneskemængde angreb huset og ødelagde så meget de kunne. Ifølge nogen flygtede Delphine ved samme lejlighed i sin karet. Men om dette er sandt, kan ikke bekræftes. Man mener dog, hun døde i Paris den 7 december 1849. Hvad der blev af hendes mand vides ikke.

Lalaurie huset står stadig på 1140 Royal Street i New Orleans. Nogen siger det er hjemsøgt af spøgelser.

 

Nedenstående links er til to daværende avisartikler om branden

 

The fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 11, 1834

 http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire1.html

The day after the fire on Royal Street. The New Orleans Bee April 12, 1834

http://www.nola.com/lalaurie/archives/fire2.html

 

 

Englemagersken

Dagmar Overby

 

 

Dagmar Overby var født i 1887 og hun gav sine forældre mange problemer. Hun havde mange humørsvingninger og løj meget. Men måske havde hun det heller ikke nemt derhjemme. Ifølge hende selv, var faderen for hård ved hende (når han gav de tæsk, enhver ansvarlig forældre forventedes at uddele i disse tider.) Hun sagde også, hendes farfar havde misbrugt hende seksuelt, da hun var lille.

Dagmar stjal og da hun var 13 år, stjal hun en pung fra en nabo. Hun blev tvunget til at aflevere dem og fik tæsk. Forældrene besluttede derefter, at sende hende ud at tjene på en gård på Fyn. Hun havde det godt på gården, men måtte dog forlade pladsen, da en anden pige skulle have den (hvorfor siger kilderne ikke.) Hun fik flere andre pladser, men i den sidste stilling, som ung pige i huset, blev hun grebet i at stjæle 50 kr. og kom ti dage i kvindefængsel.

I 1910 vendte Dagmar tilbage til forældrene i Århus. Hun arbejdede på en restaurant og blev gravid.  Hun fødte en søn den 14 september 1910. Dette var en stor skam på den tid og barnefaderen ville ikke giftes med hende. Men da den lille søn var lidt over et år, løste problemet sig af sig selv. Sønnen døde af en slem lungebetændelse, selv om lægen undrede sig over, at han var blå om munden og havde et mærke på den ene kind.

I 1912 flyttede hun sammen med Jens Sørensen-Fint, selv om hun igen var gravid. Han ville dog ikke have barnet, så pigen Erena blev sat i pleje. Han ville heller ikke have det barn, hun blev gravid med det følgende år, så den lille dreng blev efterladt i en høstak. Han blev heldigvis fundet og kom i pleje.

Til sidst slog Jens op med Dagmar og hun forsøgte at begå selvmord med æter. Da det ikke lykkedes, tog hun den 3 årige Erena tilbage og åbnede en slikbutik i København i 1915. Hun blev kæreste med Carl Svendsen og boede med ham på Jægersborgsgade. Der i 1916 fandt Dagmar en ny måde at tjene flere penge på. Hun havde engang hørt om et par, der adopterede et barn. De fik et engangsbeløb på 300 kroner (lig en årsløn dengang.) Men barnet døde kort efter af sygdom, så de havde pengene, men ingen udgifter.

Der var altid annoncer i aviserne, hvor enlige mødre søgte gode hjem til deres børn. Det var en stor skam at være ugift mor. En af dem var den 26-årige Rasmine Kirstine Jensen. Hun havde fået et uægte barn, som nu var næsten 3 uger gammel. Dagmar skulle passe lille Harry for 12 KR. om måneden og Rasmine overdrog Harry og hans tøj.

Dagmar med ukendt barn

 

 

Da Rasmine var gået kørte Dagmar Harry over på Assistens Kirkegården og 5 år senere ved sin retssag, beskrev hun, hvad der så skete:

Anklageren: "Hvorfor gik De ind på Assistens Kirkegård med Barnet og satte Dem på en Bænk?"

Dagmar Overbye: "Hvorfor sætter man sig ned på en Bænk? Det kan jeg ikke svare Dem på. Men jeg kom ofte med mit eget Barn på Kirkegården, den Gang jeg boede i Jægersborgsgade."

Anklageren: "Hvad gjorde De så ved Barnet, inden De kastede det i Tønden? (En lokumstønde) Var det dødt?"

Dagmar Overbye: "Ja."

Anklageren: "Hvad havde De gjort ved det? Vil De ikke svare?"

Dagmar Overbye: "Det er så pinligt."

Anklageren:  "Det forstår vi alle, men De gavner Deres Sag ved at tale."

Dagmar Overbye: "Jeg bragte en Snøre om Halsen, tror jeg da. Det var vistnok et Navlebind."

Så tog Dagmar hjem med den tomme barnevogn og skrev et brev til Rasmine: "Kære frøken Jensen. Lillebror har det fint, han har slet ikke grædt, og han er så nem at have med at gøre. Med venlig Hilsen Dagmar Overby." Det lille lig blev fundet 3 dage senere, men ingen vidste, hvem han var. Dagmar fortalte sin kæreste, at pengene kom fra Erenas far, der var en rig greve.

 

 

Dagmars soveværelse

 

 

14 dage senere, så Dagmar en annonce, hvor den 19-årige Maren Pouline søgte en adoptivfamilie til sin nyfødte datter. Dagmar fik 400 kr. hentede barnet og lovede at give den lille en god opvækst. Senere samme dag dræbte hun pigen og efterlod liget i en bylt under en bro.

Disse børn var kun de første af mange. Hun tog babyer til sig, kvalte eller druknede dem og havde flere metoder til at skaffe sig af med ligene. Nogle pakkede hun ind i avispapir og efterlod dem på Amager. Et puttede hun i sin kuffert, da hun skulle hjem til Jylland og begravede det der. Et andet begraves på en mark på Sjælland. Et gemte hun på loftet og hun brændte en del i sin kakkelovn.

 

 Kakkelovnen

 

I maj 1917 blev fødte Dagmar Svendsens søn, men han døde hurtigt, så da hun fik en lille dreng til adoption, beholdt hun ham og døbte ham Angelo. Hun fortsatte med at myrde børn, men nu tog hun også billeder af dem nøgne, inden hun dræbte dem.

Svendsen kom i fængsel for røveri, så Dagmar, Erene og Angelo flyttede til Enghavevej 21 på Vesterbro. Ingen havde nogen mistanke om noget. Men så mødte Dagmar Karoline Aagesen.

Hun havde i juli 1920 født en lille pige og barnefaderen, samt hendes familie, pressede på for at hun skulle bortadoptere barnet. Så da datteren var 3 uger gammel, indrykkede Karoline en annonce: ”Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234."

Dagmar kontaktede hende og lovede at finde et godt hjem til barnet. Karoline overgav hende med tungt hjerte. Hun elskede sit barn og havde svært ved at gå fra det. Men hun følte ikke, hun havde noget valg. Så snart hun var væk, kvalte Dagmar pigen og brændte liget i kakkelovnen.

Imens sørgede Karoline over sit barn. Hun besluttede, at på trods af skam og familie kunne hun ikke give sin datter fra sig. Det tog flere forsøg at få fat i Dagmar og Karoline måtte true med politiet, før Dagmar sagde, at pigen allerede var sent videre. Karoline bønfaldt om at få at vide hvor hun var og Dagmar sagde koldt: "Hun er hos en prostitueret, som jeg mødte i Istedgade! God fornøjelse i Deres søgen efter hende!"

Karoline må have været en stærk dame, for hun gik på politi stationen og anmeldte sagen. Politiet opsøgte Dagmar og til dem sagde hun at barnet var i pleje i Jylland. Men hun ville ikke sige hvor og de fandt Karolines datters tøj i lejligheden. Dagmar blev taget på stationen og politiet fortsatte undersøgelsen. På loftet fandt de et lille indtørret lig, i kakkelovnen, små forkullede knoglerester fra mere end et spædbarn. De fandt også tyve fotografier af nøgne spædbørn.

 

Knoglerestererne

 

Dagmar indrømmede alt; navne, beløb og hvor ligene var. Hun sagde, hun var utilregnelig i gerningsøjeblikket, fordi hun tog æter (et bedøvelsesmiddel.) Men ingen havde nogensinde bemærket, at Dagmar lugtede af æter og hun kunne huske alle detaljerne bagefter.

Dagmar tilstod 16 drab og blev tiltalt for at have dræbt 9 børn. Man mente, at hun i alt havde dræbt 25 børn, men politiet kunne kun bevise de ni. Hun fik dødsstraf, der senere blev ændret til fængsel på livstid. Dagmar blev senere overflyttet til et sindssyge hospital, hvor hun døde

den 6 Maj 1929.

Dagmars sag førte til, at man lavede Loven om tilsyn med plejebørn og satte fokus på behovet for folkeregistrering.

 

Bog om sagen Karen Søndergaard Koldste, Englemagersken : Dagmar Overby, Forlaget Kallisto, 2007

http://www.kallisto.dk/dagmar-overby-englemagersken/

 

 

Maleren der overlevede.

Vann Nath havde det ikke let efter Khmer Rouge tog magten i Cambodia i 1975. Men det var det, de færreste der havde. Han havde ellers klaret sig godt i livet. Fra fattig bondedreng, havde han arbejdet sig gennem kunstskolen og levede af at male fx flotte skilte til forretninger.

 

Vann med sit fængselsportræt.

 

Men så tog de kommunistiske Khmer Rouge magten. Først fik de alle til at forlade byerne, ved at sige, amerikanerne ville bombe dem. Det var lige meget, om du var ung, gammel, rask eller syg. Ud på landevejen skulle du. En læge blev endda tvunget til, at forlade den bedøvede åbne patient, han var ved at foretage en mave operation på.

 

Evakuering af byerne.

 

Vann var i selskab med sin kone og lille søn og de besluttede at tage til hans hjemlandsby. Der blev de alle sat i arbejde på en ration af en kaffedåsefuld ris om måneden. Det kan man ikke overleve på, især ikke når man arbejder 18 timer i døgnet. Folk begyndte at dø af sult og da Vann blev anset for stærk, blev han sat til at begrave dem.

 

 

Propaganda billede.

 

Men de var ikke de eneste, der døde. Khmer Rouge tog tit folk væk, der aldrig vendte tilbage. De blev dræbt for sådanne forbrydelser som at have været soldat for det game regime, være munk, være uddannet, have eller ligne en, der havde kinesisk blod eller bare for at bære briller. En tredjedel af Cambodias befolkning døde i denne periode.

Den 7 januar 1978 blev Vann selv til sin store rædsel arresteret. Han blev fjernet fra sin landsby (han havde nu to børn) og placeret i et gammelt tempel. Da han kom ind til forhørslederen, så denne bare på ham og sagde:

”Hvad har du gjort? ”

Vann forklarede, at han ikke havde gjort noget og blev tortureret med elektriske stød. Khmer Rouge begik ikke fejl og arrestation var lig med skyld. Vann skulle bare indrømme sine forbrydelser mod partiet og give navne på sine medsammensvorne.

Til sidst fik han dog at vide, at han var anklaget for, at have forbrudt sig mod partiets moralske kode. Man kan ikke bebrejde manden, han ikke forstod, hvad det betød. Han sagde forsigtigt, at han da aldrig havde været sin kone utro. De torturerede ham bare igen.

En uge senere blev han flyttet til Sikkerheds fængsel 21 i dag kaldet Tuol Sleng. Hans mareridt var kun lige begyndt.

 

Fængslet i dag.

 

Khmer Rouge havde indrettet fængslet i et gammelt gymnasie. Da Vann ankom blev han fotograferet og man gav ham et par underbukser som eneste tøj. Han blev lænket til et rør i et gammelt klasselokale med en masse andre fanger.

 

 

 

Øverst Vanns maleri af cellen. Nederst fange fotograferet i cellen. 

 

De sov på det nøgne gulv, måtte ikke tale med hinanden og sultede. De blev skyllet med en vandslange hver fjerde dag og fik tæsk, hvis de gjorde noget som helst, uden at spørge om lov først. De var blevet advaret om reglerne ved ankomsten.

 

 

 

Reglerne.

 

 

 

På skilte på både Khmer og Engelsk stod:

1.      Du skal svare på mine spørgsmål. Prøv ikke på at undgå dem.

2.      Forsøg ikke at skjule sandheden ved at påstå dette og hint. Det er forbudt at sige mig imod.

3.      Vær ikke et fjols, for du er en fyr, der vover at forhindre revolutionen.

4.      Du skal besvare mine spørgsmål øjeblikkelig, uden at spilde tid med at reflektere over svaret.

5.      Du skal ikke fortælle mig om dine umoralske handlinger eller om revolutionens principper.

6.      Du må ikke græde, mens du får piske slag eller elektrisk chok.

7.      Gør ingenting, sid stille og vent på mine ordrer. Hvis der ikke er nogle ordre så ti stille. Når jeg beder dig om at gøre noget, skal du gøre det med det samme uden at protestere.

8.      Brug ikke Kampuchea Krom (navnet på de indfødte Cambodjanere, som partiet så som ideelle, fordi de var primitive, uden vestlig indflydelse.) som skalkeskjul for din hemmelighed eller dit forræderi.

9.      Hvis du ikke følger alle de ovennævnte regler, vil du få mange piske slag med en elektrisk ledning.

10.  Hvis du ikke adlyder enhver af mine regler vil du få enten ti piske slag eller fem elektriske stød.

(Så besynderligt var reglerne formuleret, i tilfælde af læseren tror jeg er verdens værste oversætter)

Efter en måned i cellen var Vann så sulten, at han betragtede sig selv som heldig, når han kunne fange og spise et insekt. Han var dækket af snavs og lus, men det kunne have været være. Vann blev nemlig ikke som de andre ført ud og tortureret.

 

Torturbænk fra fængslet.

 

Normalt skulle fangerne skrive en detaljeret rapport om hele deres liv. De skulle også stadig svare på spørgsmålet om, hvad de havde gjort. Det førte til, at den desperate fange under tortur indrømmede forbrydelser, han ikke havde begået og angav andre, der så selv kom til fængslet og gentog forløbet. Nogen angav hundredevis af mennesker.

 

 

Inden i fængslet.

 

Hvis fangen overlevede torturen, blev han taget uden for fængslet og slået ihjel med fx en økse. Man skulle spare på kuglerne. De fleste holdt Maks 3 måneder.

 

 

Vagter. Nogle af dem var kun 12 år, mens andre var voksne.

 

Vann overlevede, fordi han var maler. Sammen med andre kunstnere, blev han sat til at male billeder af Pol Pot (lederen af Khmer Rouge.) Andre malere havde ikke klaret prøven, men fængselsdirektøren var tilfreds med hans arbejde, og satte ham til også at lave cement buster og planerne til et mindesmærke.

 

 

 

Folk af alle aldre blev arresteret. Tit blev fangens familie også arresteret.

 

Da Cambodia blev invaderet af Vietnam i 1979, flygtede vagterne og tog Vann og andre betroede fanger med sig. I kaosset på landevejende lykkedes det ham at flygte.

I Tuol Sleng fandt man efterladte lig, stadig på torturbænkene. Men man fandt også masser af fangefotografier (man tog billeder både før og efter døden), samt tilståelser og andre papirer. Nærområdet var fyldt med fangernes massegrave. Man mener, at omkring 17000 mennesker døde i fængslet i de 4 år det var åbent. Vann er en af kun 12, der overlevede opholdet.

Vann meldte sig til hæren, for at bekæmpe de flygtende Khmer Rouge. Han fandt sin kone i live, men hans 2 børn var døde af sult. I 1980 var han med til at omdanne Tuol Sleng til et folkedrabs museum.

 

 

 

Museet.

 

 

Det var meget hårdt for ham, at vende tilbage, men han syntes verden skulle vide, hvad der var sket. Han oplevede både, at møde en af sine gamle fængselsvagter og også at besøgende i chok genkendte deres egne familiemedlemmer på de ophængte fangefotografier. En sådan kvinde fortalte, at hun nu endelig efter mange år, vidste hvad der var sket med hendes mand og søn.

Han fortsatte med at male og fortælle om sine oplevelser. Mange af hans billeder af tortur hænger i museet. Han fik 3 børn til og døde af sygdom i 2011.

 

Tuol Sleng

http://www.tuolsleng.com/

 

Vann Naths hjemmeside
http://www.vannnath.com/

En fransk dokumentar med Vann Nath, en anden overlevende og nogle af de gamle vagter i Tuel Sleng:

Cambodja S21 The Khmer Rouge Killing Machine

 

 

Verdens yngste mor.

Verdens yngste mor var 5 år, 7 måneder og 21 dage, da hun fødte sin søn den 14 maj 1939. Lina Vanessa Medina var fra en lille fattig landsby i Peru og hendes far tog hende med på hospitalet, fordi han mente, hun måtte have en stor svulst i maven. Han havde prøvet de lokale shamaner, men intet havde hjulpet.

Dr. Gérado Lozada var mildest talt overrasket, da han undersøgte den lille pige og fandt, hun var gravid og 7 måneder hende. For en sikkerheds skyld, tog han hende til andre specialister og fik hende røntgen fotograferet. Der var ingen tvivl, barnet var gravid.

Den gravide Lina.

 

 

Hvordan kunne det overhoved lade sig gøre? Linas var begyndt at få menstruation kun 8 måneder gammel og fik bryster som 4 årig. Hun havde æggestokke som en voksen kvinde, takke være en hormonforstyrrelse, hun var født med.

Halvanden måned efter ankomsten til hospitalet, fødte Lina ved hjælp af kejsersnit (hendes hofter var ikke brede nok til at føde naturligt.) Drengen var sund og blev opkaldt efter Dr. Gérado Lozada.

 

Lina med sin søn.

 

 

Lina har aldrig afsløret hvem faderen var, hendes egen far var mistænkt i en periode, men man fandt ingen beviser.

 

Lina med sin læge

 

 

Den lille Gérado voksede op i den tro, at Lina var hans storesøster, hvilket også var, hvad den lille Lina opfattede sig som. Senere var de andre børn i byen, dog så flinke at fortælle ham sandheden.

 

 

 

 

Lina med sin søn.

 

Som ung arbejdede Lina i Dr. Lozadas klinik. Han hjalp hende og gav både hende og Gérado en uddannelse. Senere blev hun gift og fik sin anden søn i 1972, da storebror var 33 år gammel. Gérado døde 7 år senere af en knoglemarvs infektion, men Lina lever stadig.

 

 

 

 

 

 

 

 

Da kvinderne begyndte at barbere arme og ben - barbering i moderne tider.

Fjernelsen af uønsket hårvækst har en lang historie. De gamle Egyptere barberede alt hår væk, mens renæssancens damer nøjedes med at plukke øjenbryn og evt. overskæg. Hårfjernings moden i nyere tid afhang nemlig meget af, hvad man kunne og ikke kunne se af kroppen.

 

 

 

Jamen har man hørt noget lignende!

 

Indtil 1915, var damerne nemlig dækket tækkelig til, og det siges, at mænd fandt det ganske erotisk, når en prostitueret flashede dem noget armhule hår. Det gav nemlig associationer til et ganske andet område af kvindekroppen.

 

Naturlige armhuler. Jeg overvejede at beskære højre side af billedet væk, men besluttede så mine læsere nok kan klare chokket. Søgningen af et erotisk billede med armhule hår fra victoriatiden, resulterede i mange interessante billeder og en søgehistorie, jeg her føler trang til at forklare, hvis jeg skulle falde død om i morgen.

 

 

Men så i 1915 udgav et populært modeblad Harper's Bazaar billeder af en model i en ærmeløs kjole. Hun holdt armene over hoved og hendes armhuler var helt glatte.

 

 

Billedet fra Harpers Bazaar.

Hvor underarme før havde været dækket af kjoler eller lange hansker, kunne de nu pludselig ses uden for soveværelset. Signalet til kvinderne, som ellers ikke havde bekymret sig over armhule og arme, var at det var NØDVENDIGT at fjerne ”uønsket hårvækst. ”

Sælgerne af barbergrejer opdagede til deres glæde et helt nyt marked og lavede reklamer om det. Som en annonce sagde, måtte den del af kroppen, være lige så glat som ansigtet.

 

En tidlig reklame.

 

En nutidig reklame. Bemærk hvordan begge modeller er lykkelige for at være fri for hår.

 I 1920erne blev det moderne at gå i korte kjoler, så man ville gerne have damerne til, også at barbere ben. De skulle dog lige overtales, så reklamer om, at det var mere hygiejnisk og feminint prydede modebladene. De var dog lidt sværere og overtale denne gang.

Pæne piger havde det ikke godt med, at fremhæve den nederste del af kroppen. Arme var en ting, men man skulle jo ikke give mændene gode ideer. Desuden sank kjole sømmene igen i 30erne, så det var lidt sværere at overtale dem denne gang.

 

 

 

Men så kom 40ernes pin up billeder af hårløse ben. Sammen med kortere skørter og gennemsigtige strømper, så det ikke godt ud med behårede ben. Det førte til, at det blev helt normalt at barbere sig.

 

 

 

 

 

 

 

Da Jesus mødte Jesus.

Hvad sker der, når et mennesker bliver konfronteret med et andet, der hævder at have samme identitet? Når selve deres indre Jeg bliver truet? Det ville psykologen Milton Rokeach gerne finde ud af.

Milton Rokeach

Han besluttede derfor at bringe 3 skizofrene mænd, der alle troede de var Jesus sammen. Igennem 2 år delte de værelse, spiste sammen og arbejdede sammen i hospitalets vaskeri.

Deres første møde fandt sted den 1 juli 1959. Den første mand præsenterede sig:

”Mit navn er Joseph Cassel. Jeg er Gud. ” (Mændene skelnede ikke mellem Gud og Jesus)

Den anden mand sagde: ”Jeg hedder Clyde Benson. Jeg skabte Gud. ”

Den sidste mand, Gabor sagde: “Der står på min fødselsattest, at jeg er en reinkarnation af Jesus fra Nazaret. ”

Rokeach tænkte, at ved at møde en anden Jesus, ville de måske overveje deres egen identitet. Men mændene fandt på deres egne forklaringer på de 2 andres påstande. Benson mente, de andre i virkeligheden var robotter. Cassel sagde meget fornuftigt, at de ikke kunne være Jesus, da de tydeligvis var patienter på en psykiatrisk afdeling. Gabor mente de bare ville have prestige, selv om de måske var mindre guder ”Med lille g.”

Rokeach holdt regelmæssige møder med mændene, hvor der var faste emner at diskutere. Han brugte det som en måde, at lære dem bedre at kende. De talte om deres liv, familier og ofte om deres identitet.

De kunne godt blive vrede på hinanden. Benson slog engang Gabor, da han sagde, at Adam var neger. Efter det gik Gabor med til, at måske var Adam ikke neger alligevel. Efter disse begynder vanskeligheder holdt de tre fred med hinanden, selv om de stadig hver især stadig mente, de var Jesus.

 

 

Ypsilanti hospital, hvor eksperimentet blev udført.

 

Efter et måneder fik de selv lov til at vælge emner, de kunne diskutere. De skiftedes og talte om alt fra film til religion, men aldrig om deres identitet som Jesus. Hvis en af dem kom ind på det, skiftede de emne.

Gabor ville ændre navn og kaldes Dr Domino dominorum et Rex rexarum, Simplis Christianus Puer Mentalis Doctor, reinkarnation af Jesus Christis af Nazaret. Han ændrede det igen 6 måneder senere, nu ville han kaldes Dr. Retskaffen Ideel Møg Hr. Simplis Christianus Puer Mentalis Doktor.

Rokeach spurte ham, hvad han gerne ville have, personalet kaldte ham. Gabor sagde, at de kunne kalde ham Dr. Møg. Men sygeplejerskerne brød sig ikke om, at kalde en patient for møg, så man blev enige om at kalde ham R.I for Retskaffen Ideel. Rokeach spekulerede på, om navneskiftene var et tegn på, at Gabor var ved at ændre identitet. Men mente også, det kunne være en måde at undgå konfrontationer med de 2 andre Jesus’er på.

Som et del af eksperimentet anderkendte Rokeach deres påtagede identitet og forslog at kalde Cassel Hr. Gud og Benson Hr. Kristus. Men dette ville mændene ikke have, de var godt klar over, at ingen andre delte deres overbevisning om, at de var Jesus.

En anden gang læste han en artikel for dem om eksperimentet. Han spurte dem, om de vidste hvem den handlede om? Benson sagde nej, for der var ingen navne i artiklen. Benson syntes, det var spild af tid for mændene i artiklen, at lade som om, de var en anden. De skulle bare være sig selv og burde være på et sindssygehospital. Det gik ikke op for ham, at artiklen passede på ham selv.

I april i 1960 begyndte den ugifte Gabor at tale om sin kone og sagde han ventede brev fra hende. Rokeach besluttede, at finde ud af, om Gabor virkelig troede, han havde en kone og om han ville opgive sin identitet som Jesus for hende. Han skrev breve til Gabor, som han underskrev Madam Dr. R.I Møg.  

Det viste sig hurtigt, at Gabor virkelig troede, han havde en kone og efter en uge forklarede han lægen, at hun var Gud. Han fulgte alle instruktioner i brevene; Som at møde op et bestemt sted eller synge en bestemt sang. Efter et par uger indså han dog at brevene ikke var fra hans kone. Han mente, de måtte være fra en kvindelig patient, der prøvede at narre ham og nægtede at modtage flere breve.

Dernæst sendte Rokeach et brev, han underskrev med Gabors onkels navn. Deri sagde han, at der snart ville ske en ændring i personalet på hospitalet og at denne ændring ville gavne Gabor.

Rokeach havde nemlig fået en ny assistent, den smukke Miss Anderson (hans andre assistenter havde ham mistænkt for at hyre hende for hendes udseende.) Hun flirtede med Gabor og han var betaget af hende. Det gav ham dog konflikter, for selv om han godt kunne tale om sex i diskussionerne, mente han samleje var forbudt. Han var jo gift.

Et par uger efter hendes ankomst gav han hende ”Det vigtigste dokument jeg nogensinde har skrevet.” Det var et forvirret manifest, der forklarede Gabors verdenssyn. Han begyndte, at tale med hende efter gruppe møderne og Rokeach lod mærke til, at han havde mere øjenkontakt med hende, end han plejede at have når han talte med andre.

Efter et par måneder blev Gabor igen mistænkelig, han sagde, at lægerne prøvede at friste ham til at være utro og begyndte at bære et halv gennemsigtigt bind for øjnene og ørepropper. Han sagde, han var blevet hermafrodit og at han var gravid med tvillinger. Han græd, når han tænkte på at tvillingerne ville lide, som han havde lidt og troede snart, han var usynlig.

Miss Anderson tog på ferie og da hun kom tilbage var Gabor angst og ophidset. Han erklærede, at han ikke ville lade sig friste til at betro utroskab. Han nægtede at have mere at gøre med hende og sagde at sandheden var hans eneste ven og han ikke havde andre venner.

De 3 mænd mødtes for sidste gang den 15 august. Rokeach havde opgivet tanken om, at få dem til at blive normale gennem terapi. De ville hellere have fred og ro end sætte spørgsmål ved deres identitet.

Mange år senere fortalte Rokeach, at han selv var i tvivl om etikken bag eksperimentet. Han sagde, at han ikke fik kureret de 3 mænd, men at de fik ham til at indse, at han ikke som en anden gud, kunne blande sig i deres daglige liv på den måde. Selv om det var for videnskabens skyld.

Interessant artikel om eksperimentet

 Jesus, Jesus, Jesus